Skip to content

5477/24

Beskrivelse:

Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at montering af kronen på implantatet ved regio +1 ikke havde medført en behandlerpåført skade. Nævnet finder videre, at resorptionen i tanden 1+ med overvejende sandsynlighed havde årsag i forhold ved tanden selv, herunder det oprindelige traume.

Sagsfremstilling:

Sagen drejer sig om 26-årige kvinde, som fik optaget kliniske fotos og røntgenbilleder af tænderne 1+1 den 26. april 2018 hos specialklinik, fordi tænderne tidligere var blevet skadet. Ved hjælp af røntgen blev der diagnosticeret knogledefekt på den fremadvendende side af implantatet ved regio +1, hvor der samtidigt var foretaget knogleopbygning, som muligvis ikke var lykkedes. Den 17. maj 2018 blev implantatet frilagt af slimhinden, og tanden 1+ blev gjort klar til krone.

Den 14. juni 2018 blev det besluttet at behandle knogledefekten ved implantatet, svarende til området for tanden +1, og der blev taget aftryk til en smileprotese. Den 15. januar 2019 fik skadelidte røntgenfotograferet implantatet ved området for tanden +1, og det blev noteret på hospitalsafdeling, at der fortsat var tegn på heling med knogle omkring implantatets hals, hvorefter slimhinden blev åbnet og en helingsskrue isat. Den 19. september 2019 blev der foretaget det forberedende arbejde til krone på tanden 1+ samt implantatet ved området for tanden +1. Den 31. oktober 2019 blev kronerne ved regio 1+1 cementeret.

Herefter henvendte skadelidte sig hos ny tandlæge den 19. november 2021, der noterede pæne tandkødsforhold, dog let blødning ved kindtænderne i underkæben. Det blev desuden noteret, at kronekanten på 1+ var mørk og ikke æstetisk pæn, hvorfor skadelidte blev anbefalet at kontakte den tandlæge, som havde udført denne. Ved hjælp af røntgen af regio +1 blev der noteret en knogledefekt ved implantatet samt en resorption af tanden 1+.

Herefter henvendte skadelidte sig hos hospitalsafdeling den 7. december 2021 og oplyste, at tandlægen havde fundet knogleopløsning omkring implantatet ved regio +1 samt en resorption af tanden 1+. Specialtandlægen fandt ingen hævelse eller rødme ved tandkød og/eller slimhinde ud for regio 1+1. Det blev noteret, at der ikke sås fordybede tandkødslommer, og ved hjælp af røntgen fandt specialtandlægen en halv millimeter tab af knoglefæste på den fremadvendende side, og halvanden millimeter knogletab på bagudvendende side, og tegn på stabilisering ved dannelse af knogleskal.

Herefter henvendte skadelidte sig hos kæbekirurgisk klinik den 1. februar 2022 for implantatbehandling ved området for tanden 1+. Ved hjælp af en CBCT-skanning stillede specialtandlægen diagnoserne, resorption og rodspidsbetændelse på tanden 1+. Det blev vurderet, at kronen på implantatet +1 ikke var på plads, hvilket også blev bekræftet af implantatfirmaet. Den 10. februar 2022 blev skadelidte tilset hos specialklinik, fordi specialtandlæge på kæbekirurgisk klinik vurderede, at implantatkronen +1 ikke var på plads. Det blev gentaget, at det kunne se ud som om, at kronen ikke var på plads, men at det kunne skyldes det anvendte mellemstykke, eftersom kronen var på plads. Det blev noteret, at tandkødet, slimhinde sås uden infektion, og kronerne var pæne.

Den 7. juni 2022 blev skadelidte behandlet i fuldnarkose, hvor tanden 1+ blev fjernet, kronen på implantatet ved regio +1 blev afmonteret og en dækskrue isat. Den 8. november 2022 fik skadelidte optaget røntgen på kæbekirurgisk klinik optaget til operationsplanlægning, hvorefter skadelidte den 9. januar 2023 blev behandlet i fuldnarkose, hvor et implantat blev isat ved regio 1+, og der blev lavet knogleopbygning omkring den blottede implantatkrave ved regio +1.

Skadelidte har søgt om erstatning, fordi en fortand ses med en resorption, og venstre fortand er sat forkert på.

Afgørelse fra 1. instans:

I brev af 2. november 2023 traf Tryg afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, jf. KEL § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1. Tryg har indledningsvist lagt vægt på, at skadelidtes tænder 1+1 blev beskadiget ved et ulykkestilfælde før 2018, antageligt i barndommen. Da tanden +1 var tabt som følge af beskadigelsen ved ulykken, og tanden 1+, jf. foto af 26. april 2018, var beskadiget med revner i tandkronen, og blev rodbehandlet, har Tryg vurderet, at skaden på tanden 1+ med overvejende sandsynlighed har været stor.

Tryg lagde til grund, at behandlende klinik har vurderet, at kronen på implantatet og mellemstykket var monteret korrekt, hvilket blev bekræftet af foto fra den 7. oktober 2020. Tryg har tilføjet, at det ikke var overvejende sandsynligt, at en forkert monteret krone skulle kunne fremprovokere en resorption på nabotanden, da der var stor afstand imellem tænderne.

Tryg lagde vedrørende den nuværende viden om resorptionen af tanden 1+ til grund, at starten på denne resorption sås på røntgenbilledet optaget den 9. april 2019, hvor der sås begyndende opløsningspletter i niveau med knoglen og under knogleniveau omkring den brede rodfyldning. Området svarede helt til den store resorption (opløst tandben), som denne traumeudløste grundlidelse havde udviklet sig til i 2022, jf. røntgenbilledet af 1. februar 2022. Tryg vurderede derfor, at tanden 1+ med overvejende sandsynlighed var mistet som følge af det oprindelige traume og en langsom udvikling af en resorption, der var i gang længe før montering af kronen på tanden +1. Skadelidte var derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling på hospitalsafdeling.

Anken:

Den 2. januar 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 2. november 2023, da der er visse forhold, som ikke er blevet håndteret i sagsbehandlingsforløbet. Vedrørende tanden +1 vurderer skadelidte, at den valgte løsningsmodel i form af kronen er fejlbehæftet og desuden implementeret forkert. Vedrørende tanden 1+ mener skadelidte, at den kommunale tandpleje er forpligtet til at dække omkostninger forbundet med behandling af tanden (resorption).

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 2. november 2023 med følgende supplerende bemærkninger. Nævnet finder, at montering af kronen på implantatet ved regio +1 ikke har medført en behandlerpåført skade. Nævnet finder videre, at resorptionen i tanden 1+ med overvejende sandsynlighed har årsag i forhold ved tanden selv, herunder det oprindelige traume.

Nævnet tiltræder således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade efter lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Lovgrundlag:

Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1