5449/24
Beskrivelse:Nævnet fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen, idet nyt røntgenbillede viste, at der var sket heling af knoglen med mulighed for bevarelse af tanden. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på vurdering af ny behandlingsplan for den skadesudbedrende behandling af tanden 5-. | |
Sagsfremstilling:Sagen drejer sig om en 51-årige kvinde, der henvendte sig hos tandlægen den 2. maj 2023 for en undersøgelse, og ved hjælp af et røntgenbillede blev der konstateret utilstrækkelig rodfyldning i tanden 6-. Den 10. juli 2023 var der rodspidsbetændelse ved tanden, hvorefter tanden blev fjernet. Skadelidte fik fjernet suturer den 18. juli 2023, og ved hjælp af et kontrolrøntgen blev der konstateret en boreskade på tanden 5- i forbindelse med fjernelse af tanden 6-. Tanden 5- blev rodbehandlet den 24. august 2023 og rodfyldt den 4. september 2023. Skadelidte har søgt om erstatning, fordi denne mener, at der skete en skade på nabotanden i forbindelse med udtrækning af tanden, og den skadet tand skal erstattes med et implantat. | |
Afgørelse fra 1. instans:I brev af 13. februar 2024 traf Tryg afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, jf. lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (KEL) § 20, stk. 1, nr. 1. I den forbindelse godkendte Tryg skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden 5- samt rekonstruktion heraf med i alt 30.000,00 kr. Tryg fandt, at røntgenbilledet af 2. maj 2023 dokumenterede, at der var utilstrækkelige rodfyldninger i tanden 6-, og der var betændelse omkring tandens bageste rod. På baggrund heraf vurderede Tryg, at der var indikation for fjernelse af tanden den 10. juli 2023. Røntgenbilledet, som blev optaget den 10. juli 2023, lige efter udtrækning af tanden 6-, dokumenterede, at tanden 5- ikke længere kunne bevares, da der var sket en boreskade, som var placeret midtrods og halvvejs ind igennem tanden. Tryg lagde også vægt på, at røntgenbilledet af 18. juli 2023 bekræftede en boreskade på tanden 5- under fjernelse af tanden 6-. Da tanden 5- skal fjernes og erstattes, blev det vurderet, at der var sket en skade i lovens forstand, idet udtrækning af tanden 6- havde givet anledning til yderligere behandling af tanden 5- end tandens grundlidelse. Tryg vurderede, at den erfarne specialist havde sørget for, at man havde respekteret nabostrukturer under tand- og knoglefjernelse, og der var boret parallelt med tandens akse. Ved denne fremgangsmåde havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der blev boret skævt og for langt ind i tanden 5-. | |
Anken:Den 26. marts 2024 har skadelidte anket afgørelsen fra Tryg af 13. februar 2024, idet skadelidte har fået udleveret et behandlingsoverslag på 42.000,00 kr., og Tryg har udbetalt en straks erstatning på 30.000,00 kr. | |
Tandskadeankenævnets afgørelse:Tandskadeankenævnet har fundet, at skrivelsen fra tandlægen af 24. juni 2024 tillige skal betragtes som en anmodning om genoptagelse af Tandskadeankenævnets afgørelse af 21. juni 2024, hvor der er taget stilling til tabet af tanden 5-. Nævnet finder, at der er grundlag for at genoptage sagen, idet nyt røntgenbillede viser, at der er sket heling af knoglen med mulighed for bevarelse af tanden. Sagen hjemvises derfor til Tryg med henblik på vurdering af ny behandlingsplan for den skadesudbedrende behandling af tanden 5-. | |
Lovgrundlag:Lovbekendtgørelse nr. 9 af 4. januar 2023 om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, samt lovbekendtgørelse nr. 1070 af 24. august 2018 om erstatningsansvar § 1 |