Skip to content

1356-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. august 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 5. januar 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 34-årig kvinde, der den 3. juli 2008 fik foretaget en tandblegning af tænderne i overmunden. Ifølge patienten er tænderne, der er bleget, to gange tidligere nu overbleget, emaljen er ru og tændernes egen indre farve forsvundet, således at tænderne fremstår blålig og transparante samt synlige revner. Herudover klager patienten over isninger, at tænderne er udtørret samt at tandkødet er blevet skadet.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. januar 2009 meddelte Codan patienten, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatning indenfor sundhedsvæsenet, idet der på det foreliggende grundlag måtte antages ikke at være sket varige skader af nogen art. Blegning har en midlertidig effekt, og Codan fandt det sandsynligt, at tænderne uden fortsat blegning ville antag samme farve med tiden. Da det er en grundlæggende betingelse for erstatning, at der er sket en varig skade, fandt Codan ikke anledning til at udbetale erstatning, men meddelte patienten, at dersom det på et senere tidspunkt kan konstateres, at der er sket varige skader, vil sagen kunne genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. januar 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at blegning har en midlertidig effekt, og at tænderne med overvejende sandsynlighed uden yderligere blegning vil antage samme farve med tiden. Ligeledes fortager isningerne sig også normalt med tiden.

Der er således ikke sket en varig skade som følge af blegningen af tænderne i Deres overmund.

Nævnet tiltræder derfor, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i forbindelse med blegning af Deres tænder i overmunden i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.