Skip to content

1357-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. oktober 2009 ændret Codans afgørelse af 22. januar 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 29-årig kvinde, der fik fjernet visdomstand 8- den 23. april 2004. Forløbet er umiddelbart ukompliceret, men patienten henvender sig igen den 13. oktober 2005, da der har været hævelse svarende til sulcus i reg. 876- et par gange. Der er dog ikke foretaget nogen behandling og hævelserne er svundet spontant.  Objektivt findes ingen pocher, svarende til 7-, ingen fistel eller slimhindedefekt i reg. 8-, ingen rødme eller hævelse. Røntgen viser pæn knogle regeneration i reg. 8-, der er relativ dyb fyldning i 7-, men på kæbertg. ses ingen tegn til affektion af 7-. Tandlægen har ingen forklaringen på de beskrevne hændelser, men vurderer, at det næppe skyldes forhold i reg. 8-. Patienten kontakter telefonisk tandlægen igen den 27. juni 2007 og meddeler, at hun nu lider af kroniske ansigtssmerter, udstrålende fra højre side af læben. Patienten mener, at generne er opstået efter fjernelse af 8-. Patienten har i forløbet været til diverse undersøgelser og den 7. juni 2007 konkluderer et hospitalet, at sygehistorien og patientens symptomer svarer til neurogene smerter efter fjernelse af visdomstand. Dette er et kendt fænomen. Patienten ønsker derfor nu godtgørelse for svie og smerte, medicinudgifter – også fremtidige samt erstatning for varigt mén og erhvervsevnetab.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. oktober 2007 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade, da der ved undersøgelse eller behandling er forvoldt en skade, som er mere omfattende end patienten med rimelighed må tåle jf. Lov om patientforsikring, § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 4. Der udbetales derfor godtgørelse for varigt mén, hvis méngraden fastsættes til 5% eller derover. Méngraden kan dog først fastsættes efter undersøgelse hos specialtandlæge. I den forbindelse betaler forsikringen dokumenterede transportudgifter samt eventuel tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse med undersøgelsen. Forsikringen dækker desuden godtgørelse for svie og smerte, dokumenterede udgifter til medicin mv. i henhold til reglerne i EAL.

Efter vurdering af méngraden og indhentelse af yderligere materiale træffer Codan en ny afgørelse den 22. januar 2009, hvor det konstateres, at der ikke er årsagssammenhæng mellem patientens smertebillede og uheld.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 22. januar 2009, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at der med overvejende sandsynlighed er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen den 23. april 2004 i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Nævnet har lagt vægt på, at røntgenbilleder af tanden 8- viser, at roden har ligget i samme niveau som underkæbens nervekanal. Nævnet finder det derfor overvejende sandsynligt, at nerveskaden i underkæbens følenerve er relateret til fjernelsen af tanden.

Nævnet finder det imidlertid ikke overvejende sandsynligt, at de omfattende øvrige neurologiske symptomer kan henføres hertil. Nævnet lægger herved vægt på oplysningerne om, at smerterne debuterede efter fjernelse af mandler i 2003 (jf. epikrise fra Sygehuset af 31. august 2006), at der tillige foreligger oplysninger om hævelse m.v. efter et fald ca. 3 uger før udtrækningen af visdomstanden, at patienten først 1½ år efter tandudtrækningen ved kontrol hos tandlægen fremfører klager over hævelser, og at det fremgår, at hævelserne og smerterne forsvandt i en periode og vendte tilbage igen medio 2005 (jf. epikrise fra speciallægen af 12. januar 2007).

Kun nerveskaden på underkæbens følenerve i højre side er herefter erstatnings-berettigende. På grund af undersøgelsen af skadens karakter og omfang udgør méngraden 5 %, idet det vurderes, at kravet om væsentlige føleforstyrrelser er opfyldt, jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel pkt. A.1.4.1.

Størrelsen af godtgørelsen for det varige mén på 5 % fastsættes af Codan på grundlag af den takst, der var gældende i 2007.