Skip to content

1436-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 20. november 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 15.juni 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 62-årig kvinde, der den 19. august 2005 fik foretaget rodbehandling af tanden 6-. I forbindelse hermed skete der en gennembrydning af roden svarende til rodspidsen, og det ses på røntgen, at rodbehandlingsmateriale er aflejret uden for roden. I forlængelse af behandlingen blev der ordineret antibiotika. Patienten søger om erstatning for udgifterne afholdt som følge af skaden og evt. erstatning til implantat i 6-.

I brev af 15. juni 2009 traf Codan afgørelse om, at der var sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1.

Forsikringen betaler derfor efter regning 20.000 kr. til erstatning af tanden 6- med en implantatforankret krone. Der skal dog gøres fradrag svarende til udgifterne ved den behandling, der skulle være udført med opbygning og krone, hvis tanden skulle være bevaret på langt sigt. Fradraget er fastsat til 7.500 kr. Hvis patienten ikke ønsker erstatning med implantat, kan der ydes en godtgørelse for tabet af tanden med 2.000 kr.

I brev af 29. juni 2009 ankede den behandlende tandlæge Codans afgørelse af 15. juni 2009, da han bestrider, at han på nogen måde har påført patienten en skade, som skulle have medført en betændelse, der gør det sandsynligt, at tanden mistes på langt sigt. Tandlægen oplyser bl.a., at det er en kendsgerning, at uagtet hvor optimalt en tænkt specialist ville behandle samme tand, så vil ca. 15% af disse optimale behandlinger ikke medføre heling af bestående apikale parodontitter på flerrodede tænder.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. juni 2009 traf Codan afgørelse om, at der var sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om patientforsikring § 2, stk. 1, nr. 1, jf. § 1, stk. 1.

Forsikringen betaler derfor efter regning 20.000 kr. til erstatning af tanden 6- med en implantatforankret krone. Der skal dog gøres fradrag svarende til udgifterne ved den behandling, der skulle være udført med opbygning og krone, hvis tanden skulle være bevaret på langt sigt. Fradraget er fastsat til 7.500 kr. Hvis patienten ikke ønsker erstatning med implantat, kan der ydes en godtgørelse for tabet af tanden med 2.000 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. juni 2009.

Nævnet finder ligesom Codan, at rodbehandlingen af tanden 6- ikke har været udført bedst muligt. Rodfyldningsmaterialet uden for rodspidsen kan være årsag til betændelsen, da en for lang rodfyldning forringer prognosen for en rodbehandling.

Nævnet finder, at bedst mulig behandling af den fortsatte betændelsestilstand ville have været kirurgisk behandling. Der foreligger derfor en yderligere en skadevirkning ved, at der i stedet blev foretaget fjernelse af den forreste rod.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf.§ 2, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes Codans afgørelse om udmåling af erstatning.