Skip to content

1437-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 20. november 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 1. april 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 39-årig mand, der den 10. januar 2008 fik påbegyndte rodbehandling af tanden 6-. Behandlingen blev afsluttet den 31. januar 2008 med rodfyldning. Ved begge behandlinger blev der anlagt lokalbedøvelse omkring tanden. Patienten klager efterfølgende over, at han er blevet døv og har fået tinnitus og rungen for ørerne.

I brev af 1. april 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er dokumentation for, at tandbehandlingen med overvejende sandsynlighed er årsag til komplikationen med høretab og tinnitus. Der er lagt vægt på, at der intet er indført i journalen om øjeblikkelige subjektive gener, at bedøvelsen begge gange er anlagt lokalt omkring tanden 6- og ikke som ledningsbedøvelse samt at de anatomiske relationer mellem hørenerven og tanden 6- er sådan, at den lokale behandling svarende til tanden 6- ikke med overvejende sandsynlighed vil kunne påvirke hørenerven. Patientens gener må derfor på det foreliggende grundlag tilskrives andre forhold end den udførte tandbehandling.

I brev af 30. juni 2009 ankede patientens advokat Codans afgørelse af 1. april 2009, da der nedlægges påstand om, at arbejdet har medført skader for patienten. Advokaten oplyser i den forbindelse, at tanden 6- nu er trukket ud og en væsentlig del af de gener, der var (hovedpinen), ikke længere er der. Ifølge patientens nye tandlæge er der opstået betændelse på grund af dårligt udført arbejde.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. april 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1, jf. § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er dokumentation for, at tandbehandlingen med overvejende sandsynlighed er årsag til komplikationen med høretab og tinnitus. Der er lagt vægt på, at der intet er indført i journalen om øjeblikkelige subjektive gener, at bedøvelsen begge gange er anlagt lokalt omkring tanden 6- og ikke som ledningsbedøvelse samt at de anatomiske relationer mellem hørenerven og tanden 6- er sådan, at den lokale behandling svarende til tanden 6- ikke med overvejende sandsynlighed vil kunne påvirke hørenerven. Patientens gener må derfor på det foreliggende grundlag tilskrives andre forhold end den udførte tandbehandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. april 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den anlagte lokalbedøvelse ved tanden 6- er årsag til de anførte gener i form af hørenedsættelse, susen for ørerne samt hovedpine. Nævnet lægger herved vægt på, at der ikke i det foreliggende tilfælde kan være nogen årsagssammenhæng mellem en lokalbedøvelse i underkæben og forhold i det indre øre.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6- i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

I ankeskrivelse af 30. juni 2009 anføres det som et nyt forhold, at der er opstået betændelse i tanden som følge af dårligt udført tandlægearbejde. Det er uklart, hvad der hermed sigtes til, og Codan har ikke taget stilling hertil. Der må derfor i givet fald indgives en ny skadesanmeldelse til Codan vedrørende dette forhold.