Skip to content

1440-09

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 20. november 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 19. maj 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig mand, der fik rodbehandlet tanden 6+ i 2003. Efterfølgende blev tanden genopbygget med stiftforankret opbygning og restaureret med krone i 2005. I 2008 opstod der symptomer ved tanden og der blev derfor foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden den 30. juni 2008. Den 15. december 2008 blev tanden trukket ud på grund af en rodfraktur. Patienten søger derfor om erstatning til implantat i 6+.

I brev af 19. maj 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6+ i henhold til Lov om patientforsikring § 1 og § 2.

Codan fandt, at behandlingen med opbygning og krone tilsyneladende er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Den opståede rodfraktur har dermed ikke med overvejende sandsynlighed årsag i tandlægens behandling, men kan derimod henføres som en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning. Årsagen til den opståede rodfraktur må søges i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og den nødvendige stiftindsættelse.

I brev af 8. juli 2009 ankede den behandlende tandlæge Codans afgørelse af 19. maj 2009, da hun vedkender at have placeret stift i palatinal kanal i en udboring, der er udført skævt og ikke helt følger de morfologiske forhold.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. maj 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6+ i henhold til Lov om patientforsikring § 1 og § 2.

Codan fandt, at behandlingen med opbygning og krone tilsyneladende er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Den opståede rodfraktur har dermed ikke med overvejende sandsynlighed årsag i tandlægens behandling, men kan derimod henføres som en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning. Årsagen til den opståede rodfraktur må søges i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og den nødvendige stiftindsættelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 19. maj 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at årsagen til den opståede rodfraktur i tanden 6+ er caries og den i forvejen svækkede rodbehandlede tand og ikke den udførte tandlægebehandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade ved behandlingen af tanden 6+ i henhold til Lov om patientforsikring§ 1, stk. 1, jf.§ 2, stk. 1, nr. 1.