Skip to content

664-05

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. oktober 2009 fastholdt sin afgørelse af 16. december 2005.

Hændelsesforløb:

Patienten har i brev af 10. december 2008 bedt Tandskadeankenævnet om at genoptage sagen med henblik på en revurdering af spørgsmålet om erstatning for den udgift, han har afholdt til implantatbehandling.

Nævnet har afvist, at erstatte denne udgift, da der ikke var tale om en rimelig skadesudbedrende behandling.

Patienten har derfor efterfølgende anmodet Tandlægenævnet og Landstandlægenævnet om at vurdere honorarværdigheden af behandlingen begge instanser har fundet behandlingen honorarværdig. Patienten mener derfor, at Tandskadeankenævnet bør erstatte udgiften hertil.

1. instans afgørelse:

Se Tandskadeankenævnets afgørelse nedenfor.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Den af Tandskadeankenævnet trufne afgørelse fra 16. december 2005 fastholdes.

Det fremgår således, at Tandskadeankenævnet i sin afgørelse lagde vægt på, at implantatbehandling ikke i almindelighed er anbefalet for patienter med aggressiv parodontitis, idet der er en betydelig risiko for fortsat nedbrydning omkring implantaterne. Dette ændres ikke ved en oplysning om, at den implantatbehandling, der er foretaget, er foretaget korrekt og bedst muligt efter omstændighederne, da der fortsat ikke findes dokumentation for, at implantater indsat i patienter med aggressiv parodontitis har passende holdbarhed. Desuden er det fortsat nævnets opfattelse, at implantater, der indsættes som følge af tandtab på grund af paradentose, er mere udsat for paradentose end implantater for hvilke dette ikke er tilfældet.

Om forholdet til Regions- og Landstandlægenævnets afgørelser skal det bemærkes, at disse vedrører spørgsmålet, om behandlingen har været mangelfuld som følge af en faglig fejl fra tandlægens side, således at honoraret kan kræves tilbagebetalt. Nærværende afgørelse vedrører spørgsmålet, om behandlingen har været nødvendig og rimelig til udbedring af skaden og derfor kan kræves erstattet som en helbredelsesudgift efter erstatningsansvarslovens§ 1. Fra det forhold, at en given behandling ikke er blevet anset som mangelfuld og fejlbehæftet, kan ikke drages den slutning, at de nævnte betingelser i erstatningsansvarslovens § 1 er opfyldt. Det kan heller ikke i sig selv tillægges betydning, at implantatbehandlingen tilsyneladende er lykkedes. Dels foreligger der ikke på nuværende tidspunkt tilstrækkelig dokumentation for, at behandlingerne i en situation som den foreliggende også vil kunne holde på længere sigt. Dels må der ved vurderingen af, om udgifterne til en given behandling kan kræves erstattet, lægges afgørende vægt på prognosen for, at den vil lykkes.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.