Skip to content

1414-09

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. april 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 26.marts 2009 og 5. januar 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 46-årig mand, der fik foretaget parodontoseoperation omkring tænderne 7+, 6+, 5+, 4+, 3+, 2+, 1+ den 3. og 9. maj 2006. Operationen blev gennemført med samtidig pålægning af vævsprotein, kunstig knogle og styrende vævsbarriere. Behandlingen blev gennemført under antibiotika-dække, og helingen forsøgt fremmet ved anvendelse af laser.

Patienten klager efterfølgende over, at tandkødet imellem tænderne begyndte at forrådne og falde af, og der opstod et hulrum i ganen på ca. 2x1 cm. Desuden klager patienten over varme/ kulde-gener, huller i tandkød samt kosmetisk gener.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. maj 2007 traf Codan afgørelse om, at patienten på nuværende tidspunkt ikke var blevet påført en erstatningsberettigende fysisk skade i tilslutning til den udførte behandling jf. Lov om patientforsikring § 1.

Codan fandt, at behandlingen med parodontoseoperation omkring tænderne ikke har opfyldt forventningerne, men behandlingen har på nuværende tidspunkt ikke med sikkerhed medført negative konsekvenser for patientens tandsæt.

Codan fandt også, at hvis der inden for en periode af 3 år for så vidt angår tænderne, der er opereret, opstår behov for reduktion af rummet mellem tænderne med plast og/eller anden behandling med henblik på eliminering af det åbne område mellem tænderne, så kan sagen genanmeldes. I den forbindelse vil forsikringen se positivt på erstatning til eventuel behandling, der sigter mod gendannelse af tandkødet og/eller udfyldning af uhensigtsmæssig tandmellemrum med plast pålimet tænderne.

Den øvrige behandling, der nu skal gennemføres mod parodontose har samme omfang og kan foretages under samme forudsætninger som oprindeligt.

I brev af 26. marts 2009 fastholder Codan den tidligere afgørelse. Det forhold, at patienten har fået erlagt honorar retur, er ikke ensbetydende med, at der også er indtrådt en erstatningsberettigende skade jf. Lov om patientforsikring. Codan fandt, at der ikke foreligger noget tandlægeligt behandlingsforslag indenfor rammerne af afgørelse af 30. maj 2007 i det fremsendte materiale.

I brev af 5. januar 2010 traf Codan afgørelse om, at der er behov for at eliminere det rum, der er mellem tænderne. Det fremsendte behandlingsforslag og pris kan derfor anerkendes.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 26. marts 2009 og 5. januar 2010.

 

 

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at paradentoseoperationerne den 3. og 9. maj 2006 ikke er udført bedst muligt, da der ikke er dokumentation for, at en kombination af de anvendte metoder har en gunstig effekt. Nævnet finder, at årsagen til den opståede vævsdød med overvejende sandsynlighed er den gennemførte operation uden forudgående hygiejnefase. Det tiltrædes derfor, at der ydes erstatning til eliminering af det rum, der som følge heraf opstod mellem tænderne.

 

 

 

 

Nævnet finder, at der ikke er grundlag for godtgørelse for varigt mén, da de gener, der henvises til, ikke kan sidestilles med væsentlige føleforstyrrelser som følge af nerve-beskadigelser jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel afsnit A.4.1. For så vidt angår svie og smerte finder nævnet ikke, at patientens gener under hele forløbet frem til eliminering af rum mellem tænderne har været tilstrækkeligt alvorlige til, at tilstanden kan sidestilles med en sygelig tilstand. Der er derfor ikke grundlag for godtgørelse for svie og smerte.

 

 

 

 

Nævnet finder desuden, at den øvrige behandling af patientens paradentose har samme omfang og kan foretages på samme grundlag som forud for den oprindelige behandling. Der kan derfor ikke tilkendes yderligere erstatning/ godtgørelse end det af Codan godkendte behandlingsoverslag.