Skip to content

1479-09

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 26. februar 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 3. august 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig mand, der den 1. december 2008 fik restaureret tanden +7 med en krone. Efterfølgende var tanden øm og løs, hvorfor den blev fjernet den 22. december 2008. Patienten søger derfor om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén for den mistet tand.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. august 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen med fyldninger og krone ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og ikke været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper. Men eftersom tanden var tabt allerede inden behandling blev indledt, er der ikke grundlag for erstatning. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at røntgen dateret den 2. august 2007 viser, at tandens krone er destrueret, og at der er betændelse på tandens rodspidser. Tanden var derfor med en høj grad af sandsynlighed allerede da moden til udtrækning

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 3. august 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden +7 allerede var udtrækningsmoden forud for behandlingen. Forud for nævnets vurdering er der blevet indhentet journalmateriale og røntgen for perioden 2004 til 2005, hvor patienten konsulterede tandlægerne i Tranbjerg. Her viser røntgenbillede fra den 13. oktober 2004, at tanden allerede på dette tidspunkt fremstod stærkt destrueret og derfor havde en usikker prognose. Der er derfor ikke grundlag for at antage, at behandling i perioden herfra og til 2007 kunne have bevirket, at tanden ikke blev mistet.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke foreligger en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.