Skip to content

1482-09

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 26. februar 2010 ændret Codans afgørelse af 23. juli 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig kvinde, der den 4. december 2007 fik konstateret caries på tyggefladen af tanden -7. Efterfølgende fik patienten tandpine, og tanden -7 blev behandlet med en større plastfyldning den 21. december 2007. Tanden -6 blev konstateret vital og det blev aftalt, at den skulle behandles med krone. Tanden blev tilboret og der blev taget aftryk den 14. februar 2008. Patienten havde kraftig tandpine den 28. februar 2008, der blev henført til tanden -6. Der blev derfor indledt rodbehandling. Den 6. marts 2008 blev der rodfyldt og kronen blev cementeret. Efterfølgende var der smerter i regionen, og tanden -7 blev rodbehandlet tillige med at der blev ordineret penicillin. Den 21. april 2008 var der atter smerter fra regionen og der blev forsøgt revision af rodbehandlingen af -7 uden held. Tanden -7 blev derfor trukket ud den 23. april 2008 efter patientens ønske. Efterfølgende opstod der smerter som følge af manglende blodklump i såret efter tanden. Den 28. april 2008 var der atter stærke smerter efter bedring og patienten ønskede, at tanden -6 blev trukket ud. Efter udtrækningen kunne årsagen til smerterne fortsat ikke findes. Igen gener som efter udtrækning af tanden -7 og man fandt blottet knoglekam, der blev afglattet. Efter afglatningen blev situationen bedret betydeligt, men der er stadig gener fra regionen. Patienten ønsker derfor erstatning for tabet af tænderne -6 og -7 med indsættelse af implantater samt for den udførte behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. juli 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19 og § 20.

Codan fandt, at tænderne -6 og -7 med overvejende sandsynlighed er behandlet bedst muligt, men behandlingerne ikke er lykkedes. Det forhold, at behandling ikke lykkedes, er ikke en skade i forsikringsmæssig forstand. Desuden er manglende blodklump i såret efter tanden en almindelig kendt komplikation til tandudtrækning, og tilstanden blev behandlet korrekt med smertestillende indlæg.

 

 

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 23. juli 2009, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at behandlingen af tænderne -6 og -7 ikke har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, da røntgen viser, at tænderne kunne have været behandlet med kroner. Der findes ikke at være noget objektivt grundlag for udtrækning af tænderne -6 og -7.

 

Nævnet finder derfor, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved udtrækningen af tænderne -6 og -7 i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Sagen hjemvises til Codan med henblik på fastsættelse af erstatning og godtgørelse for tabet af tænderne -6 og -7.

 

For så vidt angår spørgsmål om eventuel tilbagebetaling af honorar for rodbehandlingen af tanden -7 skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil.