Skip to content

1518-09

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 ændret Codans afgørelse af 31. august 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig kvinde, der ved undersøgelse den 6. juni 2006 fik konstateret en ikke behandlingskrævende caries i tanden 6-, som blev penslet forebyggende med fluorlak. Desuden blev det journaliseret, at der skulle tages røntgenkontrol ved følgende undersøgelse. Den 18. januar 2007 viste røntgen, at der var et stort behandlingskrævende caries angreb i tanden 6-. Tanden blev derfor rodbehandlet og opbygget med en plastopbygning. Efter flere behandlinger af tanden incl. en kirurgisk rodbehandling blev tanden 6- trukket ud den 2. marts 2009.

Patienten søger derfor om erstatning for tabet af tanden 6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 31. august 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade, der opfylder betingelserne i Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

Codan fandt, at tandlægens diagnostiske og behandlingsmæssige niveau med overvejende sandsynlighed har været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt, at tabet af tanden 6- overvejende har årsag i tandens dannelsesform og den svækkelse som tidligere udført nødvendig rodbehandling har betydet for tanden 6- og ikke en behandler-påført fysisk skade.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 31. august 2009, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at der på røntgenbillede fra 19. juli 2005 ses et cariesangreb på den fremadvendende flade på tanden 6-, som er gået igennem emaljen og ind i tandbenet, hvilket ikke er anført i journalen. Nævnet finder derfor, at den foretagne diagnostik, journalføring og behandling af tanden 6- ikke har været bedst muligt, da korrekt behandling havde tilsagt en fyldning af tanden 6-, idet der er stor risiko for hurtig cariesudvikling.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Prisoverslag af 28. april 2009 kan godkendes og endelig regning skal sendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning.