Skip to content

1529-09

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 19. marts 2009 stadfæstet Codans afgørelse af 5. oktober 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig mand, der i februar/ marts 2008 angiveligt fik fremstillet metalkeramikbroer i over- og underkæben. Efterfølgende opstod der rodspidsbetændelse på tænderne 1-1 og -6, som skulle behandles. Tænderne 1-1 blev derfor rodspidsopereret i december 2008, og bropillen -6 med broleddet -6 og ekstensionsleddet -7 blev fjernet i marts 2009.

Patienten søger derfor om erstatning for recementering af løs bro i underkæben, erstatning for rodbehandling af tænderne 1-1 samt erstatning med implantater regio

-6,7.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. oktober 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke var sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19 jf. § 20.

Codan fandt, at den nu udførte behandling af tænderne 1-1 er den samme som burde være udført inden brobehandlingen, og da resultatet nu er tilfredsstillende, er der med overvejende sandsynlighed ikke sket en påført fysisk skade i lovens forstand.

Codan fandt også, at tanden -6 allerede forud for brobehandlingen en svækket tand, som ikke var egnet som bropille i en stor brokonstruktion. Det forhold, at tanden -6 mistes, er med overvejende sandsynlighed en konsekvens af tandens svækkelse forud for behandlingens start og ikke en konsekvens af en skade i forbindelse med behandlingen. Dette er således ikke omfattet af forsikringen.

Codan fandt desuden, at broen kan omgøres på samme betingelser som forud den oprindelige behandling. Omgørelse er ikke omfattet af forsikringens betingelser, men alene et anliggende mellem patient og tandlæge.

Codan konkluderede derfor, at der under behandlingen ikke med overvejende sandsynlighed er påført en fysisk skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Det forhold, at broerne muligvis ikke har opfyldt forventningerne med hensyn til holdbarhed og funktionalitet er ikke omfattet af lovens- og forsikringens dækningsområde.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. oktober 2009 med den af Codan anførte begrundelse herfor.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at den nu udførte behandling af tænderne 1-1 er den samme, som den, der burde have været udført inden brobehandlingen, og da behandlingen er udført med et tilfredsstillende resultat, er patienten med overvejende sandsynlighed ikke blevet påført en erstatningsberettigende skade som følge heraf.

 

Nævnet finder også, at tanden -6 allerede ved brofremstillingen var svækket af omfattende restaurering, rodspidsbetændelse og paradentose, og var dermed ikke egnet som bropille. Tabet af tanden og som følge heraf tab af broleddet -7 er derfor ikke en skade i lovens forstand, da det skyldes tanden -6´s grundlidelse og ikke den udførte behandling. Det forhold, at broen er løs, er heller ikke en skade i lovens forstand, da den kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.