Skip to content

1550-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 28. april 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 19. oktober 2009.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der den 16. august 2007 henvendte sig til tandlægen på grund af smerter i højre side af overkæben. Det blev konstateret, at der var smerter ved 7+, der var percussionsøm ligesom der er ømhed for tryk ud for rodspidserne. Røntgen viser, at der med overvejende sandsynlighed var fraktur af forreste rod lige under kronekanten, og det blev konkluderet, at tanden var årsag til smerterne. Tanden blev derfor trukket ud. Patienten henvendte sig igen den 20. august 2007, da der fortsat var smerter i området. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling af tanden 6+, som forløb over en længere periode. Patienten havde dog fortsat smerter, og der blev derfor forsøgt revision af rodfyldningen i 2008. Den 27. juni 2008 skete der en parietal perforation, da en rodfil blev ført ud mellem rødderne. Tanden blev derfor fjernet samme dag. Patienten havde imidlertid fortsat smerter, og blev derfor henvist til neurolog, der stillede diagnosen Hortons hovedpine.

Patienten søger derfor nu om erstatning for mistede tænder 7,6+.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. oktober 2009 traf Codan afgørelse om, at skaden vedrørende 7+ ikke kan anerkendes, da der ikke ved behandlingen af denne tand er sket en skade, der kan anerkendes efter Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Codan fandt, at det var relevant at opfatte tanden som værende årsag til smerterne og dermed foreslå tanden trukket ud. Codan har lagt vægt på, at røntgen viser, at der er fæstetab til ca. midtrods som følge af paradentose, og at fæstetabet involverer området mellem rødderne. Desuden viser røntgen, at der med overvejende sandsynlighed er fraktur af forreste rod lige under kronekanten.

Codan fandt dog, at skaden vedrørende 6+ kan anerkendes efter Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at rodbehandlingen af 6+ har savnet fagligt grundlag. Da tabet af tanden 6+ kan henføres til, at rodbehandlingen ikke har kunnet lykkedes, er tabet af 6+ omfattet af forsikringsdækningen. Forsikringen dækker derfor rimelige udgifter til erstatning af tabet af 6+ med implantatbaseret krone.

Codan fandt også, at Hortons hovedpine ikke med overvejende sandsynlighed har været årsag til de oprindelige smerter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 19. oktober 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden 7+ var udtrækningsmoden forud for behandlingen den 16. august 2007, da tanden havde en knækket rod og paradentose. Der er derfor ikke sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

 

 

 

 

Nævnet tiltræder endvidere Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden 6+ i henhold til Lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf.§ 20, stk. 1, nr. 1. Forsikringen dækker rimelige udgifter til erstatning af tabet af 6+ med implantatbaseret krone.