1564-10

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 66-årig kvinde, der henvendte sig til tandlægen første gang den 13. marts 2007 for undersøgelse. Den 13. april 2007 blev der foretaget en diagnostisk bidhævning med plast for at fastlægge positionen for den oprindelige bidhøjde. Frem til den 12. februar 2008 er det ikke journaliseret korrektioner eller indslibning af den diagnostiske bidhævning, men den 12. februar 2009 blev bidhævningsplasten på alle tænderne fjernet.

Den 19. juni 2009 afsagde Landstandlægenævnet kendelse, hvor tandlægen ved sin behandling har pådraget sig ansvar for den bidfunktionelle situation i det nuværende tandsæt. Landstandlægenævnet henviser i den forbindelse patienten til at rejse et erstatningskrav over for Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring. Landstandlægenævnet finder desuden, at rodbehandlingen af +7 ikke er honorarværdig, da der er et stort overskud af rodfyldningsmateriale på alle rødderne, og da der ikke er taget kontrolrøntgen. Honoraret skal derfor tilbagebetales. Tandlægen er dog ikke ansvarlig for tabet af tanden +7, da det er godtgjort, at der var en dyb revne i tanden.

Patienten søger om erstatning i henhold til sagens akter samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. november 2009 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at ved fremadbevægelse af underkæbetænderne er belastning på tanden 2- og tanden +1 afhængig af tændernes stilling. Efter fjernelsen af plast ses der mindre stillingsafvigelse på tanden +1 og let slid på skærekanten.

Codan fandt derfor, at slid på tanden 2- ikke er behandlingskrævende, da en plastbelægning vil have kort holdbarhed på grund af slidets begrænsede omfang. Afglatning og polering vil være en hensigtsmæssig behandling, og forsikringen betaler for denne behandling.

Codan fandt endvidere, at en let beslibning og justering af bidforholdene på tanden +1 vil være den mindst indgribende behandling og være med til at sikre tanden +1 længst muligt. Forsikringen betaler derfor denne behandling.

Codan fandt dog også, at tanden +7 mistes som følge af en revne, hvis årsag er en grundlæggende svækkelse af tanden +7. Der er derfor ikke sket en behandler-påført skade. Desuden kan plastoverskuddet efter bidhævningen fjernes uden negativ konsekvens for tænderne og er en del af omgørelsen, som ikke er omfattet af forsikringen.

Codan fandt desuden, at der ikke er tegn på, at bidhævningen har haft negative konsekvenser for tandsættet, da de store fyldninger kan udskiftes med nye eller der kan fremstilles kroner, hvis der er indikation for dette. Der er tale om gennemførelse af udskudt behandling, hvis der skal udføres yderligere.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. november 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at slid på tanden 2- ikke er behandlingskrævende, da en plastbelægning vil have kort holdbarhed på grund af sliddets begrænsede omfang. Den mest hensigtmæssige behandling er derfor afglatning og polering, som forsikringen betaler for.

Nævnet finder endvidere, at en let beslibning og justering af bidforholdene på tanden +1 vil være den mindst indgribende behandling og bevare tanden +1 længst muligt. Forsikringen betaler derfor denne behandling.

Nævnet finder desuden, at tanden +7 mistes som følge af en revne, som er opstået som følge af den grundlæggende svækkelse af tanden +7. Der er derfor ikke sket en behandler-påført skade. Desuden kan plastoverskuddet efter bidhævningen fjernes uden negativ konsekvens for tænderne og er en del af omgørelsen, som ikke er omfattet af forsikringen.

Nævnet finder tillige, at det ikke er overvejende sandsynligt, at bidhævningen har haft negative konsekvenser for tandsættet, da de store fyldninger kan udskiftes med nye eller der kan behandles med kroner, hvis der er indikation for dette. Der er derfor tale om gennemførelse af udskudt behandling, hvis yderligere behandling er påkrævet.

Nævnet finder endvidere, at der ikke kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte, da der ikke foreligger oplysninger om sygemelding eller tilsvarende som følge af skaden. Desuden foreligger der ikke varige gener, som kan opfylde kravet om minimum 5% varigt mén jf. Lov om erstatningsansvar § 4. Der kan derfor heller ikke tilkendes godtgørelse for varigt mén.