Skip to content

1585-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 21. maj 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 5. februar 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 25-årig mand, der den 14. juli 2005 henvendte sig til tandlægen for undersøgelse efter en periode på 3 år uden tandlægebesøg. Der blev konstateret caries i flere tænder, incl. 7- og 2+ hvor cariesangrebene var så omfattende, at rodbehandling var nødvendig. Der blev derfor foretaget rodfyldning af tanden 7- den 23. juni 2006 og af tanden 2+ den 14. juli 2006. Patienten skiftede herefter til ny tandlæge i 2007 og i 2009 havde patienten smerter fra tanden 7- og 2+. Rodbehandlingen af 7- blev derfor revideret, mens 2+ også skal revideres.

Patienten søger om erstatning for ekstra udgifterne til behandlingerne, da rodbehandlingerne var mangelfulde.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. februar 2010 traf Codan afgørelse om, at mangler ved rodbehandling af tænderne 7- og 2+ ikke er omfattet af Lov om patientforsikring § 1, da der ikke er sket en skade.

Codan fandt, at rodfyldningerne ikke er udført bedst muligt, da de ikke er ført til rodspidserne, og der er derfor behov for en revision af rodfyldningerne i tænderne 7- og 2+.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. patientforsikringslovens § 1.

Codan fandt dog også, at det må anses for overvejende sandsynligt, at eventuelt tab af tanden 2+ kan være begrundet i mangler ved den udførte behandling. Hvis tanden 2+ mistes, skal patienten eller tandlægen rette henvendelse til Codan, hvorefter det vil blive vurderet, om dette har relation til skaden den 14. juli 2006 eller tabet kan henføres til andre forhold, der kan være omfattet af forsikringen, således at dette skal anmeldelse som en særskilt sag.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. februar 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at rodbehandlingerne i tænderne 7- og 2+ kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at rodbehandlingerne ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.