Skip to content

1592-10

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 24. juni 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 10. december 2009.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 74-årig kvinde, der i 2007 fik fremstillet kroner på 3,2,1+1,2,3 i overkæben af kosmetisk grund. I juli 2009 konsulterede patienten en tandlæge i udlandet, der beskriver løsning af overkæbefortænderne og at 1+ er følsom for tryk og forskubbet fremad med mellemrum til 2+ til følge. Desuden viser røntgen nedbrydning af kæbeknogle i hele overkæbefronten.

Patienten søger derfor nu om tilbagebetaling af de 33.154 kr., som hun betalte for kronerne i 2007.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 10. december 2009 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19.

Codan fandt, at den behandling, der nu skal gennemføres, skulle være udført under alle omstændigheder, hvorfor skaden ikke har medført en forringelse af patientens tandstatus.

Codan fandt i den forbindelse, at det fremgår af røntgen dateret den 7. december 2007, at der allerede på tidspunktet for kronefremstilling var betydeligt angreb af paradentose med fæstetab til følge. Det er denne tilstand, der er årsag til den løsning og tandvandring, der nu er konstateret. Behandling for paradentose kunne være udført før fremstilling af kronerne, men paradentosen er ikke opstået som følge af behandlingen. En sammenlodning af kronerne ville ikke have standset udviklingen af paradentosen, der under alle omstændigheder skulle være behandlet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. december 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det på baggrund af det foreliggende materiale kan konstateres, at der ikke er sket en forværring af Deres klients paradentose fra før kronebehandlingen i 2007 og indtil nu, og at den behandling, der nu skal gennemføres, skulle have været gennemført under alle omstændigheder. Der foreligger derfor ikke en skade i lovens forstand.

 

Nævnet finder endvidere, at det forhold, at tænderne vandrer, ikke skyldes den udførte kronebehandling, men tændernes grundlidelse i form af paradentose. Desuden kan det oplyses, at en eventuel sammenlodning af kronerne kunne have forværret Deres klients paradentose, da en sammenlodning ville have vanskeliggjort hygiejnen mellem tænderne.

 

Kontraktsbaseret mangelsansvar er ikke omfattet af forsikringen. Dette gælder både krav om tilbagebetaling af honorar og krav om erstatning, være sig i form af positiv opfyldelsesinteresse eller negativ kontraktsinteresse (som i dette tilfælde er identisk med et krav om tilbagebetaling af honorar i forbindelse med ophævelse af kontrakten). Nævnet skal derfor henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for den behandlende tandlæge. Ved uenighed herom skal nævnet henvise Dem til at gøre Deres eventuelle krav gældende over for Regionstandlægenævnet, da nævnet ikke har kompetence til at tage stilling hertil. Det forhold, at Codan ikke i første omgang afviste sagen med den nævnte begrundelse, kan ikke føre til et andet resultat.