Skip to content

1633-10

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. oktober 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 2. marts 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 43-årig kvinde, der skulle have rodbehandlet tanden 5+ den 16. september 2009, da røntgen viste tendens til udvidet rodhindespalte og patienten havde stærke smerter herfra. I forbindelse med rodbehandlingen den 1. oktober 2009 skete der en skævboring, så tandens rodkompleks blev gennembrudt i bunden af nervekammeret (interradikulært). Gennembrydningen blev erkendt og aflukket med rodfyldningsmateriale den 20. oktober 2009. Da patienten fortsat havde smerter ved tanden 5+, blev den ukompliceret trukket ud den 2. december 2009.

Patienten søger derfor nu om erstatning til en implantatbåret krone regio 5+.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 2. marts 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade ved behandlingen af tanden 5+ i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at behandlingen med skævboring i tanden 5+´s ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder, og der kan derfor ydes erstatning.

Forsikringen betaler derfor udgifterne til den skadesudbedrende behandling med fjernelse af tanden 5+ og en implantatbåret krone. Patienten skulle dog selv have ofret rodbehandling, opbygning og kronebehandling af tanden 5+, såfremt denne skulle være bevaret på lang sigt. Der foretages derfor fradrag for sparede udgifter til dette, hvilket er fastsat til 9.000 kr. Den godkendte erstatning udgør herefter 12.000 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. marts 2010.

 

Nævnet finder, at defekten i tanden var så stor, at tanden i hvert fald på længere sigt ikke ville kunne holde uden en krone. Derfor foretages der fradrag i erstatningen for de udgifter til opbygning og kronebehandling, som skulle have været afholdt, hvis skaden ikke var sket.

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse, om at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.