Skip to content

1668-10

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. november 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 26. april 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der skulle have rodbehandlet tanden +6 den 27. november 2006 på grund af rodbetændelse og smerter. I forbindelse med rodbehandlingen skete der en afbrækning af et rodinstrument i tandens forreste rodkanal. Den 24. april 2008 blev patienten anbefalet at få kronebehandlet tanden, men afviste dette. I august 2008 var der gener fra området, og det blev konstateret, at der fra revner i tanden. Ved skift af plast i tanden den 2. september 2008 blev der konstateret flere revner i tanden, og røntgen viste, at der var svage tegn på rodspidsbetændelse på tandens ene rod.. Den 19. november 2008 blev der lavet en kirurgisk rodbehandling på tanden. Røntgen dateret den 5. januar 2009 viser, at den mesiofaciale tandrod er fjernet, hvilket ifølge journalen først sker den 24. marts 2009 på grund af tilbagevendende betændelse. Den 29. april 2009 blev tanden fjernet helt.

Patienten ønsker nu om erstatning for de foretagende behandlinger samt efterfølgende implantatbehandling.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 26. april 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus, da de opståede komplikationer i forbindelse med behandlingen af tanden +6 med overvejende sandsynlighed har årsag i en allerede inden behandlingens start eksisterende svækkelse af tanden på grund af revnedannelser i tanden.

Codan har i den forbindelse lagt til grund:

- at der er udført rodbehandling i overensstemmelse med almindelig god faglig standard

- at den knækkede rodfil har udfyldt rodkanalen som en almindelig rodfyldning kunne have gjort,

- at der er foreslået kronebehandling, som blev afvist,

- at der er tab af knogletæthed i området mellem krone og rod som med overvejende sandsynlighed har årsag i en allerede eksisterende revnedannelse og

- at der er udført forsøg på udbedrende behandling med kirurgisk rodbehandling samt fjernelse af den ene rod.

Codan vurderede derfor, at tabet af tanden +6 har årsag i en allerede eksisterende grundlidelse (infraktioner).

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 26. april 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at der som følge af svækkelse af tanden +6 er opstået revner i tanden i 2008, som medfører, at der efterfølgende opstod betændelse i knoglen og dermed knogletab. Tanden mistes derfor som følge af grundlidelsen og ikke som følge af den knækkede rodfil.

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.