Skip to content

1671-10

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. november 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 22. juni 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der den 19. maj, 2. juni og 21. juni 2005 fik bleget tanden -1 internt på grund af misfarvning efter tidligere rodbehandling. I forbindelse med udboringen af fyldningsmateriale i tandkronen skete der den 7. juli 2005 en skævboring og dermed en gennembrydning af tandroden på overgangen mellem tandkronen og tandroden. Da der ikke var nogen komplikationer efterfølgende, blev tanden behandlet med en plastfyldning den 12. juli 2005. Efter tandlægeskift blev der ved røntgen dateret den 10. august 2009 konstateret, at tanden -1 var med begyndende resorption, og at den med overvejende sandsynlighed vil mistes.

Patienten søger derfor nu om erstatning til fjernelse af tanden og fremstilling af en tre-leddet bro.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 22. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade på tanden -1 i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skævboringen i tanden -1 ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder. Der kan derfor ydes erstatning til udgifterne til den skadesudbedrende behandling med en implantatbåret krone på -1, da nabotænderne på røntgen ses intakte.

Der kan ikke umiddelbart godkendes en behandling med en tre-leddet bro.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 22. juni 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for, at De har været sygemeldt som følge af behandlingen eller har haft gener som følge heraf, der kan sidestilles hermed. Der kan derfor ikke tilkendes en godtgørelse for svie og smerte.

 

Der kan ikke ydes godtgørelse for varigt mén, når den mistede tand erstattes af en bro eller et implantat jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel pkt. A.1.1.1. Desuden findes skaden ikke at medføre et øget behov for kontrolbesøg, der kunne berettige til erstatning for afholdte kørselsudgifter.

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.