Skip to content

1687-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. november 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 28. juli 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 72-årig mand, der den 30. juli 2007 fik foretaget beslibning og aftrykstagning til bro fra tanden +1 til tanden +4. Roden af tanden +3 blev efterladt under broen, og indgik ikke i broen. Den 13. august 2007 blev broen cementeret midlertidigt, og den 30. august 2007 blev den cementeret endeligt. Den 30. september 2008 blev broen fra +5 til +7 fjernet, og tanden +5 blev rodbehandlet. Der blev samtidig isat præfabrikeret titaniumstift samt lavet plastisk opbygning. Desuden blev der foretaget beslibning af tænderne +5 og +7 samt taget aftryk til ny bro. Broen blev cementeret midlertidig den 13. oktober 2008 og endeligt den 31. oktober 2008.

Patienten søger om erstatning til dækning af udgiften til udbedring af de to dårlige broer og en rodbehandling, der er mislykket.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 28. juli 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at den efterladte rod af tanden +3 har kompromitteret broen +1-+4, da den har afstedkommet tandkødsbetændelse og dårlig smag/ lugt. Den efterladte rod af tanden +3 skal fjernes, da der ikke er mulighed for indheling af denne, og at fjernelsen vil kompromittere det kosmetiske resultat, hvorfor broen skal omgøres. Udgifter til omgørelse af tidligere udført arbejde er ikke omfattet af forsikringen.

Codan fandt endvidere, at med hensyn til broen +5-+7 er bropillen +5 svækket i en sådan grad, at den var uegnet som bropille. Tanden ses at være destrueret til knogleniveau og var udtrækningsmoden på tidspunktet for brobehandling.

Behandlingerne med broerne har muligvis ikke opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode, men behandlingerne kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således ikke sket en skade, der er omfattet af forsikringen, da behandlingen kan omgøres, og udgifter til omgørelse er ikke omfattet af forsikringen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 28. juli 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

Nævnet finder ligesom Codan, at hvis fjernelse af roden +3 indebærer, at broen skal omgøres, kan den omgøres på samme betingelser, som hvis roden var blevet fjernet inden den oprindelige brobehandling. Omgørelse er – som nævnt af Codan – ikke omfattet af forsikringen.

 

Nævnet finder endvidere, at røntgenbilleder af 30. september 2008 viser, at tanden +5 var stærkt svækket forud for rodbehandling og recementering af broen fra +5 til +7 og dermed uegnet som bropille. Broen fra +5 til +7 kan derfor omgøres på samme betingelser som før den oprindelige behandling. Omgørelse er som nævnt ikke omfattet af forsikringen. Som anført i Landstandlægenævnets kendelse af 4. december 2009 kan denne begæres genoptaget, hvis Patientforsikringen finder, at der ikke foreligger en erstatningsberettigende skade. De må derfor fremsætte anmodning herom over for Landstandlægenævnet.

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.