Skip to content

1692-10

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har den 29. november 2010 ændret Codans afgørelse af 24. maj 2010.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 38-årig mand, der var til undersøgelse den 19. marts 1991, hvor der blev instrueret i tandbørstning og brug af tandstikkere, da der er betændelse i tandkødsranden, specielt i tandkødstoppene mellem tænderne. Den 3. april 1991 blev det noteret, at børsteindsatsen var forbedret, men der ikke er brugt tandstikkere. Herefter er der ingen journaloptegnelser før den 17. februar 1997, hvor der blev foretaget eftersyn, tandrensning og fornyelse af tabt fyldning i tænderne 7,8+. Ved konsultation den 6. februar 2001 på grund af tandpine blev tanden 8+ trukket ud. Der blev foretaget eftersyn samt røntgen, og det blev noteret, at der var store mængder af tandsten. Tandtråd blev derfor anbefalet. Den 21. marts 2001 blev der foretaget almindelig paradentosebehandling, og den 12. oktober 2001 blev der foretaget undersøgelse og tandrensning. Patienten udeblev den 31. maj 2001. Ved kontrol i juli 2002 blev der foretaget eftersyn og tandrensning. Desuden blev det noteret, at der var tandsten og tandtråd blev anbefalet. Den 27. februar 2003 blev der noteret udeblivelse. Patienten var igen til undersøgelse i oktober 2004, hvor der blev foretaget undersøgelse, og det blev noteret, at mellemrummet mellem tænderne var blevet større. Den 10. november 2004 blev der udført almindelig paradentosebehandling. Den 11. juli 2007 blev der foretaget undersøgelse og tandrensning og daglig brug af tandtråd blev anbefalet. Tanden +7 blev rodbehandlet den 21. juli og 24. august 2005. Den 18. januar 2006 blev der foretaget udvidet tandrensning, og der blev noteret tandsten, mest i underkæbefronten, hvor der var ømhed. Der blev igen foretaget udvidet tandrensning den 18. maj og 9. oktober 2006. Den 9. februar 2007 blev der foretaget udvidet tandrensning, og det fremgår, at patienten var ked af mellemrummene i overlæbefronten. Der blev talt om henvisning til tandregulering, men at paradentose-problemerne skal være løst inden da. Den 11. juni 2007 havde patienten bemærket pus fra 1-1. Der blev foretaget pochediagram, tandrodsrensning 2,1-1 og rensning af samtlige pocher. Desuden blev det noteret, at 2,1-1 var løse af anden grad, og at patienten er stoppet med at ryge. Det blev udført udvidet paradentosebehandling med skylning af tandkødslommerne med klorhexidin, ligesom det blev anbefalet at bruge klorhexidinskylninger. Den 27. juni 2007 var der kontrol efter paradentosebehandling, og den 12. november 2007 blev der atter foretaget udvidet paradentosebehandling med tandrodsrensning 2,1-1, depuration og klorhexidinskylning af alle tandkødslommer. Disse behandlinger blev foretaget igen den 12. marts 2008 og igen den 20. august 2008. Patienten skiftede herefter tandlæge, og af journalnotat fra den 2. december 2008 fremgår det, at tandsættet er præget af udbredt alvorlig paradentose. Der blev taget røntgen og udvidet paradentosebehandling under antibiotikadække. Den 8. januar 2009 konstateres det, at der er tale om hurtigt progredierende voksenparadentose med meget pus fra alle tænder. Ved kontrol den 10. februar 2009 sås pæn heling i tandkødet, hvor der var fistler i underkæbefronten. Der blev herefter lavet udvidet tandrensning hver 2. måned. Oversigtsrøntgen viser, at der er udtalt svind af tandbærende knogle. Den 20. oktober 2009 blev det aftalt, at der skulle fremstilles en helprotese til overkæben med henblik på eventuel erstatning af tænder med implantater efterstående.

Patienten søger om erstatning til udgifterne til udbedring af følgeskaderne for den manglende effektive behandling af paradentose, godtgørelse for varigt mén samt svie og smerte.

1. instans afgørelse:

 

I brev af 24. maj 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at patientens tandsæt er skadet som følge af hurtigt progredierende paradentose siden 2001 som følge af grundlidelsen paradentose og ikke som følge af en manglende/ utilstrækkelig behandling fra tandlægens side.

Codan fandt, at bite wings fra 26. februar 2001 viser, at der på dette tidspunkt ikke var tale om paradentose i væsentligt omfang ved kindtænderne, men det fremgår af journalen, at der er store mængder tandsten og gingivitis.

Codan fandt endvidere, at bedst mulig behandling af paradentose forudsætter pocheregistrering og røntgenoptagelser som grundlag for nøjagtig diagnostik og behandlingsplan og som opfølgning på kontrol af behandlingens effekt. Dette er ifølge journalen ikke opfyldt i tilstrækkeligt omfang. Manglen på kontinuitet i behandlingen har dog i væsentlig grad årsag i patientens manglende regelmæssige fremmøde frem til ultimo 2004, hvor sygdomsprocessen har nået et så fremskredent stade, at prognosen for vellykket behandling har været væsentligt nedsat. Behandling af hurtigt fremadskridende paradentose med godt resultat er især på unge mennesker vanskelig og forudsætter optimal kooperation fra patientens side.

Codan fandt i den forbindelse, at en samlet vurdering af journaloptegnelserne går det overvejende sandsynligt, at denne kooperation ikke har været til stede i tilstrækkeligt omfang før efter tandlægeskiftet ultimo 2008, og at dette er hovedårsagen til den negative udvikling i tandstatus.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 24. maj 2010, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder ikke, at behandlingen har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, da der ikke er gennemført nogen systematiseret diagnostik, herunder pocheregistrering og røntgendiagnostik. Bedst mulig behandling havde tilsagt omhyggelig instruktion og motivation af patienten samt iværksættelse af supplerende behandlings-tiltag, herunder antibiotikabehandling og kirurgisk paradentosebehandling. En sådan behandling ville med overvejende sandsynligt have bevirket, at patientens tandstatus ikke ville have været forringet i samme grad som nu.

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Sagen hjemvises til Codan med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang. I den forbindelse findes det relevant, at der foretages ortoradiale optagelser forud herfor.