Skip to content

1701-10

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 17. december stadfæstet Codans afgørelse af 8. juni 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig mand, der fik rodbehandlet tanden +6 den 10. marts 1998. Den 30. januar 2003 blev der indledt forsøg på revision af rodfyldningen i tanden +6, da der var rodspidsbetændelse. Desuden havde tanden tillige betændelse med rødderne. Da betændelsen ikke kunne fjernes ved almindelig rodbehandling, blev patienten tilbudt behandling med kirurgisk rodbehandling. Der blev derfor foretaget opklarende kirurgisk indgreb den 27. april 2004, hvor det blev konstateret, at der var totalbetændelse omkring tanden, hvorfor tanden var tabt. Der blev derfor ikke foretaget yderligere behandling af tanden, før den 9. december 2009, hvor tanden blev trukket ud.

Patienten søger derfor nu om erstatning for tanden +6 med implantat samt for tanden +5, som er løs.

1. instans afgørelse:

I brev af 8. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

 

Codan fandt, at der i forbindelse med rodbehandlingen i 2003 sandsynligvis er sket en afbrækning af et rodinstrument. Men hændelsen har ikke medført negative konsekvenser, da tanden med en høj grad af sandsynlighed allerede var tabt på det tidspunkt, hvor rodbehandlingen blev udført i 2003. Ved den vurdering er der lagt vægt på, at tanden den 30. januar 2003 er beskrevet med betændelse på rodspidsen og mellem tandens rødder.

Codan fandt desuden, at anmeldelsesfristen er overskredet under henvisning til, at patienten fik kendskab eller brude have kendskab til skaden kort tid efter skadestidspunktet i januar 2003 og senest ved det kirurgiske indgreb den 27. april 2004. I henhold til forældelsesbestemmelserne § 19 skulle anmeldelse til forsikringen være indgivet senest 5 år efter, at patienten fik kendskab til skaden. Ukendskab til forsikringen medfører ikke suspension af anmeldelsesfristen

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 8. juni 2010 men med delvist ændret begrundelse herfor.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil har forårsaget den efterfølgende rodspidsbetændelse, som medfører, at tanden +6 mistes, men derimod tandens forudbestående grundlidelse i form af en svækket tand med rodspidsbetændelser. Det har derfor ikke betydning for afgørelsen, at patienten ikke i 2004 blev informeret om den knækkede rodfil.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1.