Skip to content

1711-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 17. december 2010 stadfæstet Codans afgørelse af 2. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der den 4. juni 2009 fik fjernet tanden +7 på grund af smerter herfra. Røntgen taget før tandudtrækningen viser, at tanden var angrebet med caries og genopbygget med stor fyldning. Tandudtrækningen blev gennemført efter forudgående deling af tanden og afboring af tandbærende knogle. Desuden fremgår det af journalen fra samme dag, at patienten blev dårlig. Den 8. juni 2009 er det anført i journalen, at patienten har været sygemeldt siden ekstraktionen på grund af vrid i nakke og hals.

Patienten søger nu om erstatning for generne i forbindelse med vrid i hoved og nakke, herunder godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

 

Codan fandt, at der ikke er tilvejebragt dokumentation for en overvejende sandsynlig årsagssammenhæng mellem udtrækning af tanden +7 og patientens gener i nakke og hals. Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der gennem årene gentagne gange har været gener fra ryg og nakke, at patienten inden tandudtrækningen havde haft tandpine gennem en periode på 3 uger, og at tandrødderne ved udtrækningen blev separeret med henblik på en lempelig udtagning.

Codan fandt, at generne på det foreliggende grundlag må tilskrives en bestående belastningslidelse og/ eller andre ukendte forhold.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. september 2010, men med ændret begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at de varige gener på baggrund af den omfattende sygehistorie vedrørende nakke og halsproblemer ikke kan tilskrives tandudtrækningen. Tandudtrækningen kan højest antages at have medført en vis kortvarig, akut forværring af den forud bestående tilstand. Denne følge er ikke tilstrækkeligt alvorlig til at udløse ret til erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 4, da der efter denne bestemmelse kun kan ydes erstatning for komplikationer, der er så alvorlige – set i forhold sygdommens alvor – at de går ud over, hvad en patient med rimelighed skal tåle. Der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til denne bestemmelse.

 

 

Det bemærkes i øvrigt, at der heller ikke kan ydes erstatning efter lovens § 20, stk. 1, nr. 1, da nævnet finder. at udtrækning af tanden +7 er udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

 

 

Nævnet finder således, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.