Skip to content

1722-10

Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 17. december 2010 ændret Codans afgørelse af 28. juni 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 64-årig kvinde, der d. 21. september 2006 fik cementeret 6 kroner i overkæbefronten. Af senere røntgen fremgår det, at tænderne 3,2,1-1,2 er kronebehandlet, og tanden +3 er et svæveled. Af journalnotat fra den 21. marts 2007 fremgår det, at patienten er ked af kronerne, og ikke har turde at bruge dem. Der blev derfor foretaget aflastning, specielt i regio +3, hvilket straks hjalp. Røntgen taget den 26. marts 2009 viser, at tanden 3+ var knækket. Tanden blev derfor trukket ud den 2. april 2009, og en bro med bropillerne 7,5,4+, mellemleddet 6+ og svæveleddet 3+ blev fremstillet. Broen blev cementeret den 19. maj 2009.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til broen.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. juni 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 3+ allerede i 2006 var en tand med en beskeden mængde resttandsubstans. Behandlingen med krone på tanden 3+ i 2006 vurderes derfor ikke at have betydet en forringelse af patientens tandstatus, da tanden på dette tidspunkt allerede var svækket.

Codan fandt det derfor overvejende sandsynligt, at tabet af tandkronen skyldes et samspil af beskeden styrke i resttandsubstansen og den daglige funktion. Der er derfor ikke sket en skade i henhold til gældende lovgivning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 28. juni 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden 3+ allerede forud for behandlingen i 2006 var svækket på grund af en beskeden mængde resttandsubstans. Den behandling, der nu skal udføres, kan derfor gennemføres på samme betingelser som forud for behandlingen i 2006. Der er derved ikke sket en skade som følge af tandbehandlingen men alene tale om behandling af tandens oprindelige behandlingsbehov.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.