Skip to content

1540-10

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 29. april 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 25. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 28-årig kvinde, der fik fjernet visdomstanden 8- ved operativ udtagning den 18. marts 2008. I forbindelse med fjernelsen skete der en fraktur af kæben, som efterfølgende blev behandlet på Rigshospitalet. Efterfølgende konstateres der vedvarende føleforstyrrelser svarende til tand/ læbenerven i højre side.

Patienten søger derfor om godtgørelse for varigt mén, svie og smerte, samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

1. instans afgørelse:

I brev af 11. september 2008 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der ikke er journaliseret en indikation for udtagning af tanden. Sammen-fattende har det diagnostiske grundlag for behandlingen ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt derfor, at patienten skulle undersøges nærmere, før méngraden blev fastsat.

I brev af 15. juni 2009 traf Codan afgørelse om, at méngraden kan fastsættes til 5%. Codan har lagt vægt på, at der er tale om en betydelig føleevnenedsættelse, da den neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 10 point i forhold til den raske side 21 point.

I brev af 25. september 2009 traf Codan afgørelse om, at der kan udbetales en godtgørelse for svie og smerte for 101 dage svarende til 16.665 kr. Desuden udgør erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste 19.800 kr. svarende til 18 uger á 10 timer á 110 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. september 2009 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at der ikke kan tilkendes yderligere godtgørelse for svie og smerte end det af Codan anførte. Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af journalnotat af 27. juni 2008, at De er velbefindende og angiver ingen gener. De efterfølgende fremkomne oplysninger om, at der alligevel fortsat var visse gener, kan ikke medføre nogen ændring heri, da generne ikke kan betragtes som tilstrækkelige betydelige til, at de kan sidestilles med en sygdomstilstand.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der kan tilkendes godtgørelse for svie og smerte for 101 dage svarende til 16.665 kr. i henhold til Lov om erstatningsansvar § 3.