Skip to content

1726-10

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 2. august 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig kvinde, der den 4. november 2009 indledte rodbehandling af tanden 4- på grund af symptomer fra tanden. I forbindelse med udvidelsen af tandens rodkanal den 30. november 2009 skete der en skævudvidelse med et tyndt rodbehandlingsinstrument, hvorved tandroden blev gennembrudt. Det blev ilagt et desinficerende rodfyldningsmateriale, og den 9. februar 2010 fremgår det, at patienten ikke ønskede yderligere behandling af tanden 4-. Ved kontrol den 26. februar 2010 viser røntgen, at der er en parietal perforation på tanden.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden 4- samt for implantatbehandling regio 4-.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. august 2010 traf Codan afgørelse om, at skaden i form at gennembrydning af rod er omfattet af Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Patienten er således berettiget til erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling med kirurgisk aflukning.

Codan fandt, at behandlingen med gennembrydning af tandroden på de foreliggende betingelser ikke har været bedst muligt, idet en sådan ville have været en korrekt udvidelse af rodkanalen. Gennembrydningen kan dog aflukkes som en almindelig rodkanal, da det her er særdeles væsentligt, at dette sker med en tæt rodfyldning, og at tanden efterfølgende aflukkes med en tæt plastfyldning. Tanden 4- skal efterfølgende observeres, inden den for at kunne bevares på lang sigt skal forsynes med en opbygning og krone. Dette svarer til den behandling, som skulle være udført under alle omstændigheder. Hvis der skulle opstå tegn på rodspidsbetændelse, da kan denne behandles ved et mindre kirurgisk indgreb, og udgiften hertil er omfattet af forsikringen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. august 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at gennembrydningen kan aflukkes som en almindelig rodkanal med en tæt rodfyldning og efterfølgende med en tæt plastfyldning af tanden. Der kan dog ikke udbetales erstatning til denne behandling, da behandlingen skulle have været udført under alle omstændigheder. I den forbindelse har Codan ved en beklagelig fejl udeladt et ”ikke” i afgørelsen, men det fremgår klart af formuleringen i øvrigt, at der ikke kunne ydes erstatning hertil. Nævnet finder herefter, at der ikke er grundlag for implantatbehandling, da forholdet kan udbedres, som beskrevet ovenfor.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Der kan dog ikke udbetales en erstatning jf. ovenfor.

 

 

Nævnet finder dog også, at såfremt der efterfølgende skulle opstå tegn på rodspids-betændelse, kan denne behandles ved et mindre kirurgisk indgreb. Denne eventuelle udgift kan være omfattet af forsikringen. I så fald skal forholdet genanmeldes til Codan med henblik på en fornyet vurdering . Det bemærkes i den forbindelse, at røntgenbillederne af tanden 4- tyder på, at tanden har en ekstra rodkanal. Hvis der opstår rodspidsbetændelse, er det derfor en forudsætning for ret til erstatning, at der foretages rodfyldning af denne kanal og kontrol heraf først.