Skip to content

1733-10

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 25. august 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der den 2. marts 2009 henvendte sig hos tandlægen på grund af, at metal-keramikkronen på tanden 6- var knækket. Desuden var der også brud på stiften i tanden. Det blev aftalt at fremstille ny opbygning under den eksisterende krone, hvilket blev færdiggjort den 23. marts 2009. Den 16. september 2009 blev der konstateret caries langs kronekanten, hvilket blev behandlet samme sag. Ved kontrol den 22. september og 29. september 2009 var tandkødet ødematøst og ulcerøst ved tanden 6-. Den 9. december 2009 henvendte patienten sig med smerter og løs fyldning gingivalt ved tanden 6- og der blev foretaget fjernelse af tandkødet svarende til røddernes forgreningspunkt.  Ved kontrol den 22. december 2009 var der meget bedre gingiva. Den 24. februar 2010 blev der foretaget undersøgende operation i området, hvorved det blev fundet betændelsesvæv svarende til røddernes forgreningspunkt, men derudover var det intet unormalt. Ved kontrol den 7. april 2010 blev der konstateret, at der var meget få symptomer. Patienten var glad, og der var pæn heling. Patienten henvendte sig igen den 12. maj 2010 med smerter fra regio 6-, og der blev konstateret en betændelsesudførselsgang mellem 6- og 5-. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge. Den 16. juni 2010 konstaterede anden tandlæge, at der var tab af kæbeknogle svarende til røddernes forgreningspunkt, og at der var utilstrækkelig rodbehandling i begge rodkomponenter. Det blev konstateret, at tanden ikke var bevaringsværdig.

Patienten søger om erstatning for tab af tanden 6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. august 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at behandlingen med opbygning og krone tilsyneladende er udført bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt endvidere, at den opståede fraktur ikke med overvejende sandsynlighed har årsag i tandlægens behandling, men derimod kan henføres som en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning. Årsagen til den opståede rodfraktur må søges i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og nødvendig stiftindsættelsen. Årsagen til den opståede rodfraktur og dermed tabet af tanden, skal ikke søges i tandlægens behandling, men kan forklares i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling som følge af den oprindelige grundlidelse caries.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

 

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 25. august 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 6- mistes som følge af den opståede rodfraktur, der har årsag i tandens svækkede tilstand som følge af rodbehandling og stiftindsættelse. Selv om årsagen skulle være rodspidsbetændelse, kan denne heller ikke henføres til den udførte behandling. Rodfyldningerne når ganske vist ikke helt til rodspidsen, men det må antages, at dette skyldes tilkalkning af rodkanal-erne. En anden forklaring kan være, at tanden 6-mistes som følge af en ekstra rodkanal. Uanset årsagen til tab af tanden må tabet således henføres til tandens egen tilstand og ikke til behandlingen, som har været bedst mulig under de givne forhold.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.