Skip to content

1739-10

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. januar 2011 ændret Codans afgørelse af 15. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig kvinde, der den 29. december 2008 henvendte sig med smerter fra regio -7. Røntgen viste en lille boble i plasten mesialt, og der blev behandlet for dentinhypersensivitet. Den 5. januar 2009 blev plastfyldningen i -7 udskiftede, og den 14. januar 2009 var der stadig smerter. Fyldningen blev derfor fjernet og der var tydeligt tegn på infrakion. Den 26. januar 2009 var -7 stadig øm ved tygning. Den 3. februar 2009 var der stadig smerter -7 for koldt, og der blev penslet med Biss-Block samt aftalt at skifte plasten, hvis det ikke hjalp. Ved kontrol den 12. februar 2009 blev plastfyldningen skiftede ud, og den 19. februar 2009 henvendte patienten sig med smerter fra -7. Der blev foretaget akut oplukning og ilagt calacept. Den 26. februar 2009 var der stadig ømhed ved tygning, og der blev påbegyndt rodbehandling af tanden -7. Ved den videre rodbehandling den 16. marts 2009 skete der en afbrækning af en rodfil, og ved kontrolundersøgelse den 5. januar 2010 blev der konstateret rodspids-betændelse. Den 12. januar 2010 blev tanden -7 trukket ud.

Patienten søger derfor nu om erstatning for tanden -7 samt for -6, hvis den mistes.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1.

 

Codan fandt, at den afbrækkede rodfil forhindrede behandling af rodspidsbetændelsen ved en ny rodbehandling gennem kronen, og komplikationen med rodspidsbetændelse kunne i stedet være behandlet ved et mindre kirurgisk indgreb, som tandlægefagligt vurderes at være den optimale behandling. Ved det forhold, at tanden -7 nu er fjernet, kan der ikke udbetales erstatning til den skadesudbedrende behandling (kirurgisk rodbehandling), der burde have været udført. Ligeledes kan der ikke udbetales erstatning for udgifterne til den nu ønskede implantatbehandling, hvilket er begrundet i, at tanden ud fra de foreliggende oplysninger ikke er trukket ud som en direkte følge af den knækkede rodfil.

Forsikringen kan således principielt kun dække skadesudbedrende behandling, der rent faktisk er udført, ligesom der ikke kan erstattes udgifter, der ligger ud over den skadesudbedrende behandling, der burde have været udført i medfør af reglerne om tabsbegrænsningspligt. Efter omstændighederne kan udtrækningen af tanden -7 udgøre en ny skade, som der er mulighed for at anmelde på ny til forsikringen

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 15. september 2010, som anført nedenfor, men er enig i Codans udtalelse af 2. november 2010.

 

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at prognosen for en vellykket kirurgisk rodbehandling ville være ringe på grund af tandens placering med nærhed til under-kæbens følenerve. Udtrækning af tanden -7 er derfor en følge af den knækkede rodfil, og forsikringen kan dække udgiften til udtrækning af tanden -7 samt en godtgørelse på 2.000 kr. for den mistede tand. Regning for udgiften til udtrækning skal fremsendes til Codan. Derimod kan udgiften til den mislykkede rodbehandling ikke dækkes, da det forhold, at en given behandling ikke lykkes, ikke udgør en skade i lovens forstand. Et eventuelt krav om tilbagebetaling af honorar herfor må derfor fremføres over for tandlægen eller eventuelt for Regionstandlægenævnet.

 

 

Nævnet finder endvidere, at et eventuelt tab af tanden -6 ikke har årsag i den knækkede rodfil, men derimod i patientens grundlidelse paradentose. Et eventuelt tab af tanden er derfor ikke en følge af skaden, og udgifterne hertil kan således ikke dækkes af for-sikringen.

 

 

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 2.