Skip to content

1745-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 13. oktober 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der har konsulteret den samme tandlæge i perioden 1994 til 2004. Der er løbende foretaget behandling med fyldninger, rodbehandlinger, tandrensninger og tandudtrækning, ligesom der er gentagne instruktioner i hvorledes god mundhygiejne opnås og opretholdes. I 2004 skiftede patienten tandlæge.

Patienten søger om erstatning for alle de afholdte udgifter samt for den skadesudbedrende behandling. Desuden søger patienten om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at journalføringen for så vidt angår cariesdiagnostik er i orden. Der ses endvidere indført notater omkring diagnoser og behandlingsmæssige overvejelser. Der er desuden foretaget en kritisk vurdering af patientens hjemmetandpleje, og der er adskillige gange forsøgt at motivere og instruere til forbedring heraf. Patienten har desuden meldt afbud til aftalte behandlinger 45 gange.

Sammenfattende har tandlægens diagnostiske og behandlingsmæssige niveau været bedst under de givne omstændigheder.

De behandlinger, der er udført med fyldninger og rodbehandlinger, og som måske ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller har været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger, som den oprindelige behandling. Dermed er der ikke sket en erstatningsberettigende skade i patientforsikringslovens forstand.

Et eventuelt krav om tilbagebetaling for de første behandlinger må i stedet fremføres overfor tandlægen, der har udført behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævn/ Landstandlægenævn eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 13. oktober 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen har været bedst muligt under de givne omstændigheder, og at rodbehandlingerne af tænderne 4,5+ kan omgøres på samme betingelser som forud for de oprindelige behandlinger. Omgørelse er ikke en skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

 

 

Nævnet finder endvidere, at røntgenbillede af 13. maj 2009 viser, at der er rodspids-betændelse på tanden 6+, og at tanden 6- har en kort rodfyldning samt tegn på rodspidsbetændelse. Disse tænder bør derfor rodbehandles. Nævnet finder dog ikke, at der herved er sket en erstatningsberettigende skade, da der alene er tale om udskudt behandling og omgørelse af tidligere udført arbejde.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.