Skip to content

1778-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 17. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 70-årig mand, der har konsulteret den samme tandlæge i perioden 1993 til 2008. På grund af smerter i tanden +6 blev der foretaget rodbehandling heraf i februar 2006. Det blev i den forbindelse journaliseret, at tanden kun kunne rodbehandles i to af tandens rodkanaler på grund af tillukning af de øvrige samt at tanden var en usikker tand. Den 27. april 2006 blev tanden forsynet med en rodstift og en plastisk opbygning. I perioden november 2006 til februar 2007 var tanden øm, og der blev konstateret en dyb tandkødslomme på tandens bagudvendende rod. Der blev renset gentagne gange omkring tanden på grund af betændelse og den 26. februar 2007 blev patienten ifølge journalen informeret om tandens dårlige prognose. Ved kontrolbesøg den 27. december 2007 blev det journaliseret, at tanden +6 var blevet kronebehandlet hos anden tandlæge. Patienten skiftede herefter tandlæge, som konstaterede tegn på rodfraktur samt betændelse omkring alle tandens rødder. Tanden skal derfor trækkes ud, og der er foreslået behandling med implantatbåret krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der var udført en række fagligt begrundede behandlinger af tanden +6, og der er ingen tegn på, at behandlingerne ikke er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Tanden blev kronebehandlet på et tidspunkt, hvor tandens prognose var dårlig, og tanden var udtrækningsmoden.

Codan fandt derfor, at tanden med overvejende sandsynlighed mistes på grund af den svækkelse, som grundlidelsen caries tidligere har betydet for tanden. Der kan derfor ikke ydes erstatning, da implantatbehandlingen kan gennemføres på samme grundlag nu som tidligere.

Codan fandt endvidere, at ubehaget i forbindelse med tandbehandlingen ikke vurderes at ligge udover, hvad man med rimelighed skal tåle i forbindelse med tandbehandling.

Hvorvidt behandlingen med krone af tanden +6 i øvrigt har levet op til patientens forventninger er alene et spørgsmål mellem patienten og tandlægen. Der er i den forbindelse rettet henvendelse til det Regionale Tandlægenævn, som vil tage stilling til, hvorvidt der skal refunderes honorar for den udførte behandling

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 17. september 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at det er overvejende sandsynligt, at prognosen for tanden +6 var tvivlsom allerede forud for den iværksatte behandling med krone, da der er tab af tandbærende knogle, rodspidsbetændelse og da der er gennemført rodbehandling af to rødder, da det ikke var muligt på den tredje rod. Tandens nuværende tilstand er derfor en følge af tandens grundlidelse i form af caries og ikke den udførte tandbehandling.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.