Skip to content

1787-10

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 25. marts 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 23. september 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der den 31. juli 1996 fik behandlet et dybt cariesangreb i tanden -6. Det blev i den forbindelse noteret, at der ikke er synlig perforation til tandnerven, men at eventuel rodbehandling afventes. Den 24. oktober 1996 blev fyldningen omlavet, og det blev konstateret, at fyldningen var meget dyb. Rodbehandling blev derfor omtalt. Den 20. maj 2009 var der fraktur af tanden -6, og kronebehandling blev aftalt. Kronen blev cementeret den 18. juni 2009. Patienten skiftede herefter tandlæge og ved kontrol den 7. april 2010 blev der konstateret rodspidsbetændelse på -6, og at der er behov for rodbehandling, opbygning og ny krone til -6.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling i forbindelse med tanden -6.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. september 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 10. april 2001 viser, at der er behov for rodbehandling på grund af rodspidsbetændelse på tanden -6, og at røntgen fra 25. marts 2010 viser, at tanden kan behandles på samme vilkår og med samme prognose som tidligere.

Codan fandt derfor, at den nu foreslåede behandling af tanden -6 med overvejende sandsynlighed er opfyldelse af tidligere behandlingsbehov og dermed gennemførelse af udskudt behandling. Gennemførelse af udskudt behandling er ikke en erstatnings-berettigende skade omfattet af loven.

Codan fandt endvidere, at behandlingen med krone derfor ikke har medført en erstatningsberettigende skade, og forsikringen kan derfor ikke yde erstatning til udgifterne i forbindelse med behandling af tanden -6.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. september 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra 2003 viser, at tanden allerede da var svækket i sådan en grad, at prognosen for tanden var ringe, da tanden var svækket som følge af en stor fyldning og begyndende paradentose mellem tandens rødder. Den nu foreslåede behandling er derfor med overvejende sandsynlighed opfyldelse af det oprindelige behandlingsbehov, og der er derfor ikke sket en skade som følge af den udførte tandbehandling.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.