Skip to content

1813-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 29. april 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 19 oktober 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der i perioden fra 6. august 2004 til 10. februar 2010 fire gange årligt har fået foretaget klinisk undersøgelse og tandrensning hos den samme tandlæge. Den 2. august 2005 blev tandkødslommerne skyllet med brintoverilte, og patienten blev instrueret i brug af tandstikkere. Den 11. maj 2006 var der opstået en tandbyld ved tanden -+ og patienten blev instrueret i brug af mellemrums-børster. I januar 2007 var tandkødet bedre ved tanden +6, og der var en tandkødslomme på 6 mm ved den bagudvendende flade.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til betaling af akut behandling af paradentose samt tilbagebetalt af 6 års tandlægeudgifter, som patienten ikke har modtaget behandling for.

1. instans afgørelse:

I brev af 19. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tandlægen ikke systematisk har foretaget dybdemåling af tandkøds-lommerne med henblik på diagnostik og rettidig behandling af tab af tandværende støttevæv. Journalføringen for så vidt angår paradentosebehandling har været mangelfuld, da der ikke ses at være indført notater omkring diagnoser, måling af tandkødslommerne eller behandlingsmæssige overvejelser. Der er kun i et meget beskedent omfang ved konsultationer i 2006 og 2006 foretaget tandkødsbehandling og instruktion i hjemmetandpleje. Der er ved de udførte behandlinger gennem årene ikke journaliseret forbehold eller anbefalet andre behandlinger end de udførte. Tandlægen har ikke optaget røntgenoptagelser til supplerende diagnostik af caries og begyndende paradentose.

Behandlingen har derfor ikke levet op til bedste specialiststandard, da tandlægens diagnostiske og behandlingsmæssige niveau ikke har været bedst muligt under de givne omstændigheder.

Codan fandt endvidere, at tandlægens forsømmelser har betydet, at patienten har udviklet et relativt større tab af tandbærende støttevæv inden for en bestemt tid, end hvis behandling var blevet iværksat. Dette har medført behov for en mere intensiv paradentosebehandling muligvis med kirurgisk terapi. Den fortsatte opfølgning og kontrol af paradentosebehandlingen vil svare nogenlunde til den behandling, som patienten skulle have gennemgået, selv om sygdommen var konstateret på et tidligere tidspunkt.

Den mangelfulde paradentosebehandling kan herudover have medført, at flere tænder mistes indenfor en kortere periode. Tænder, som sandsynligvis kunne være bevaret ved tidligere iværksat adækvat behandling.

Forsikringen dækker derfor udgifterne i det omfang, at den forsømmelige diagnostik go behandling har medført negative konsekvenser for tændernes prognose og/eller en større behandling end den, der var nødvendig under alle omstændigheder som følge af grundlidelsen. Der kan således betales 5.266 kr. til den skadesudbedrende behandling, men der ikke kan betales 4.800 kr. for laserbehandling, da der ikke er evidens for, at denne behandling har nogen virkning.

Imidlertid overstiger beløbet ikke det fradrag, der skal ske på i alt 6.000 kr. svarende til sparede udgifter til behandling igennem de sidste 6 år. Patienten skulle i minimum 6 år have betalt 1.000 kr. pr. år for optimal forebyggende paradentose behandling.

De afholdte udgifter på i alt 14.921 kr. kan ikke betales, og patienten henvises til at gøre sit krav gældende over for tandlægen.

Hvis sygdommen fortsat udvikles, kan der inden for en periode på 3 år fra dags dato fremsendes overslag på yderligere parodontalbehandling, hvilket Codan vil se positivt på under forudsætning af, at mundhygiejnen er optimal, og at tobaksforbrug ophører eller absolut minimeres.

I øvrigt har patienten ikke ret til yderligere erstatning/ godtgørelse. 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans af 19. oktober 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ikke, at der på det foreliggende grundlag kan tilkendes godtgørelse for varigt mén, da tab af tandbærende støttevæv ikke i sig selv berettiger hertil jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel, punkt A.1.

 

 

Fradraget for de sparede udgifter er begrundet i det behov for behandling, som De ville have haft, såfremt behandlingen af Deres paradentose var iværksat rettidigt. Patient-forsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 1.000 kr. pr. år i 6 år, svarende til et fradrag på i alt 6.000 kr.

 

 

Nævnet finder ikke, at der er grundlag for at godkende flere af de fremsendte regninger end dem, Codan har godkendt. Erstatning kan ikke ydes for udgifter til behandling, som ikke vedrører paradentosen eller som i øvrigt ikke har dokumenteret effekt f.eks. laser-behandling. Der kan heller ikke ydes erstatning for udgifter til almindelig paradentose-behandling, idet De ville have haft disse udgifter, også selv om paradentosebehandlingen var blevet indledt tidligere. Af de hidtil afholdte udgifter er der derfor kun ret til erstat-ning på 5.266 kr., som anført i Codans afgørelse. Herfra skal som nævnt trækkes 6.000 kr., således at der herefter ikke kan udbetales erstatning.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring§ 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.