Skip to content

1821-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 18. maj 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 12. oktober 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der den 18. september 2006 fik cementeret en 3-leddet bro fra +3 til +5. Den 14. november 2007 var der sket en afbrækning af porcelænet på broens mellemled +4 på kindsiden. Dette blev repareret med plast dagen efter. Den 29. maj 2008 blev der igen foretaget reparation af +4, og den 29. marts 2010 var der knækket porcelæn af på ganesiden af +4. Det blev i den forbindelse konstateret, at porcelænsbruddet ikke kunne repareres med plast. Af journalnotat fra den 3. maj 2010 fremgår det, at patienten har aftalt med tandlægen, at der skulle ske tilbagebetaling af broens honorar. Den 18. maj 2010 blev broen fjernet og en midlertidig bro blev fremstillet. Bropillerne +3 og +5 blev tjekket og fandtes uden anmærkninger klinisk og på røntgen.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den nye 3-leddet bro samt diverse udgifter i forbindelse med behandlingen.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. oktober 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus, da behandlingen kan omgøres ved en fornyet brobehandling. Behandling med bro kan udføres på samme præmisser nu som tidligere, og der er ikke sket en skade i lovens forstand. Udgifter til omgørelse af en behandling er ikke omfattet af loven.

Hvorvidt behandlingen har opfyldt forventningerne om holdbarhed og funktionsperiode er alene et spørgsmål mellem tandlægen og patienten.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 12. oktober 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at der er forsøgt en broløsningsbehandling, som har vist sig ikke at kunne holde, selv om den var velindiceret. Selve det forhold, at en behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand. Det er således ingen skade, at det nu er nødven-digt at gennemføre en konventionel brobehandling, hvor bropilletænderne forsynes med kroner. Dette behandlingsbehov er således ikke en følge af fjernelsen af broen. Denne behandling er den samme som den, der oprindeligt skulle være udført, set på baggrund af, at den forsøgte behandling ikke lykkedes. Nævnet finder i den forbindelse, at udskyd-elsen af denne behandling ikke har haft negative konsekvenser for Deres tandsæt.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.