Skip to content

1856-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Apparatursvigt – PFL § 2.1.2/KEL § 20.1.2.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 24. august 2011 ændret Codans afgørelse af 10. december 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der den 3. marts 2010 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 6-. Ved mekanisk udrensning den 17. marts 2010 skete der en afbrækning af et nikkel-titanium rodkanalinstrument i den fremad mod tungen vendende rodkanl på tanden 6-. Den 12. april 2010 blev instrumentet fjernet kirurgisk efter anmodning fra patientens læge, da patienten er allergisk overfor nikkel.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbredende behandling vedrørende tanden 6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. december 2010 traf Codan afgørelse om, at årsagen til den opståede rodfraktur og dermed tabet af tanden 6- ikke er en følge af den udførte behandling eller det i den forbindelse afbrækkede rodkanalinstrument, men derimod med overvejende sandsynlighed kan ikke forklares i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og dermed behandlingen af den oprindelige grundlidelse caries. Rodbehandlede tænder er sprøde og har en betydelig risiko for fraktur. Udboringen i tanden, der var nødvendig for at gennemføre rodbehandlingen, svækkede tanden yderligere og forøgede risikoen for fraktur, selv om der blev udført en optimal genopbygning og restaurering.

Codan fandt dermed ikke, at tabet af tanden 6- er en følge af den udførte behandling, og der kan derfor ikke ydes erstatning til udgifterne i forbindelse hermed.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 10. december 2010, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at den efterfølgende fraktur af tanden 6- har årsag i den gennemførte kirurgiske rodbehandling, hvor en stor del af dens forreste rod blev fjernet. Denne behandling har medført en øget svækkelse af tanden set i forhold til en almindelig rodbehandling. Tabet af tanden må således anses for at være en følge, at der ved rodbehandlingen af tanden knækkede en rodfil, og der er derfor ret til erstatning efter Klage- og erstatningslovens § 20, stk. 1, nr. 2, jf. § 19.

 

 

Der kan derfor ydes erstatning til udgifterne til implantat regio 6-, dog med fradrag for opbygning og krone, der skønsmæssigt fastsættes til 7.000 kr., som De ellers skulle have bekostet for at bevare tanden på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, der skulle være afholdt under alle omstændigheder. Behandlingsoverslag af 9. september 2010 kan herefter godkendes og regning skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatning efter endt behandling.