Skip to content

1864-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 24. august 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 22. november 2010.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 23-årig mand, der i 2007 var udsat for et overfaldstraume med tandskade til følge. Det blev derfor konstateret den 6. november 2007, at fortænderne i over- og underkæben var løse af 1. grad. Patienten blev informeret og risiko for nekrose og dermed rodbehandling og senere opbygning og krone. Patienten gik efterfølgende til hyppig kontrol med henblik på behandling af de traume-ramte tænder. I januar 2008 blev tænderne 1+1 rodbehandlet, da tænderne var meget ømme og patienten ikke kunne tygge med dem. I juli 2008 blev der foretaget revision af rodfyldningerne i tænderne 1+1 og den 4. august 2008 blev der udført opbygning og kronebehandling på tænderne 1+1. Af journalnotat af 22. april 2009 fremgår det, at tandlægekonsulent mente, at behandlingen på tænderne 1+1 skulle laves om. Patienten havde dog ingen problemer med tænderne og ønskede derfor at vente. Patienten blev imidlertid anbefalet at få lavet dem om hurtigst muligt, når nu problemet var opdaget. Den 20. juli 2010 blev kronerne på tænderne 1+1 lavet om.

Patienten søger nu om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og transportudgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. november 2010 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at patienten ikke er berettiget til erstatning, da der ikke med overvejende sandsynlighed findes at være sket en skade omfattet af loven.

Codan fandt, at der er tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen.

Desuden er behandlingen med kroner allerede omgjort uden beregning, og forsikringen kan ikke yde erstatning til patientens formuetab i forbindelse med omgørelse af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 22. november 2010 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at kronerne på 1+1 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundheds-væsenet§ 19, stk. 1. Der kan derfor ikke ydes erstatning efter reglerne i § 20, herunder § 20, stk. 1, nr. 4, som der henvises til i forbindelse med anken. Et eventuelt krav må derfor fremsættes overfor tandlægen.

 

 

Såfremt De i øvrigt mener, at der i forbindelse med omlavningerne er sket en erstatnings-berettigende skade, skal nævnet henvise Dem til at anmelde dette krav særskilt til Codan ved indgivelse af en ny skadesanmeldelse.