Skip to content

1881-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
tandskadeankenævnet har på et møde den 5. oktober 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 24. februar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand, der den 20. juli 2009 faldt på cyklen og beskadigede plastkronen på tanden +5, der var forsynet med en stiftforankret plastkrone. Der blev derfor den 27. juli 2009 isat nye rodskruer samt fremstillet en ny plastkrone. Ny tandlæge konstaterede på røntgen den 13. august 2010, at den ene rodskrue var isat skævt ved isætningen, således at den perforerede tandoverfladen distalt.

Patienten søger nu om erstatning for at få skiftet den nye bro, som skaden har medført samt godtgørelse for varigt mén som følge af hul i tanden.

1. instans afgørelse:

I brev af 24. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen viser, at +5 er forsynet med en stor plastfyldning retineret af 2 rodstifter, hvoraf den ene ses at være isat skævt, så den perforerer tandoverfladen distalt. Rodstiften perforerer på overgangen mellem resttand og fyldning i god afstand fra knoglekanten. Der kan derfor fremstilles ny plastrestaurering på ny rodstift på samme grundlag, som den oprindelige behandling.

Codan fandt derfor, at der er tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandling. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstand-lægenævn/ Landstandlægenævn eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt endvidere, at den skæve rodstift har tæt relation til nabotanden +6, men har med overvejende sandsynlighed ikke forvoldt skade på denne.

Codan fandt dermed ikke, at den skæve rodstift har medført en forringelse af patientens tandstatus, og forsikringen kan derfor ikke yde erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 24. februar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgenbilleder viser, at en rodstift i tanden +5 er isat skævt. Imidlertid foreligger der ikke en skade i lovens forstand herved, da perforationen sidder over knogleniveau. Det forhold, at tanden efterfølgende mistes, har derfor med overvejende sandsynlighed årsag i tandens generelle tilstand og ikke den udførte behandling.

 

 

Nævnet finder endvidere ikke, at det er overvejende sandsynligt, at der er sket en skade på tanden +6 som følge af perforationen i tanden +5. Såfremt fyldningen skal udskiftes i tanden +6, kan behandlingen omgøres på samme betingelser som forud for den oprinde-lige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.