Skip to content

1902-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 23. november 2011 ændret Codans afgørelse af 7. januar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 30-årig kvinde, der den 8. august 2005 fik indsat et implantat regio 1+ umiddelbart efter, at tanden 1+ var blevet fjernet. Den 10. august 2005 blev der cementeret en midlertidig krone på implantatet med en midlertidig cement. Den 12. august 2005 var kronen løs og blev recementeret hos anden tandlæge den 12. og d. 16. august 2005. Ved kontrol d. 4. oktober 2005 var der betændelse omkring implantatet 1+ og i området ved tanden 2+. Der blev derfor foretaget en operativ oprensning, hvorunder det kunne konstateres, at der var et større overskud af cementrester omkring implantatet. Tanden 2+ havde mistet 9 mm tandbærende knogle og tandens prognose var usikker. Ved kontrol d. 19. oktober 2005 var der tilsyneladende pæn heling, og patienten blev orienteret om, at implantatet nok måtte fjernes. Den 22. november 2005 blev det beslutte at afvente mere opheling, da det gik fint. Røntgen af 1+ viste knoglesvind til 2. gevind distalt. Den 28. februar 2006 var der igen betændelse, hvorfor der igen blev udført en kirurgisk oprensning af området 2,1+. Efter en periode uden symptomer blev der i februar 2007 fremstillet en porcelænskrone på tanden 1+, som blev cementeret med fosfatcement den 28. marts 2007. I oktober 2008 var der igen betændelse, hvorfor der skulle foretages endnu en kirurgisk oprensning. Denne blev imidlertid først foretaget d. 19. oktober 2009 (?). Her blev det konstateret, at tabet af tandbærende knogle omkring tanden 2+ var forøget. Implantatet havde udtalt tab af tandbærende knogle. Ved efterfølgende kontrol var der fortsat opheling, og det var vanskeligt at forudsige prognosen herfor.

Patienten søger nu om erstatning for tab af fortand, hvis der måtte blive problemer.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at såfremt tanden 2+ mistes, er dette en skade, der er omfattet af forsikringen i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at der er sket en forringelse af patientens tandstatus, da cementover-skuddet har betydet et stort tab af tandbærende knogle dels omkring implantatet, men på grund af implantatets tætte placering mod tanden 2+, også på denne. Der er dermed sket en skade på tanden 2+.

Codan fandt ikke, at implantatbehandlingen og cementeringen udført i august 2005 kan anses at have været den bedst mulige i den givne situation. Såfremt et implantat med mindre diameter var valgt kunne afstanden til tanden 2+ være blevet større, og såfremt der ved alle cementeringer havde været en bedre sikring mod overskydende cement, kunne skaden med overvejende sandsynlighed være undgået.

Forsikringen dækker derfor udgifterne i forbindelse med knogleopbygning og en implan-tatbåret krone på tanden 2+, såfremt denne mistes.

Codan fandt dog også, at for så vidt angår fjernelse af implantatet regio 1+ og efterfølg-ende opbygning af knogle regio 1+ samt indsættelse af ny implantatbåret krone, anses dette for omgørelse af den oprindelige behandling. Omgørelse af en behandling er ikke omfattet af forsikringens betingelse, da forsikringen og loven alene omfatter skader, og der kan derfor ikke ydes erstatning til en sådan.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 7. januar 2011 og 23. maj 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at cementoverskuddet har medført, at der udvikles periimplantitis, som bevirker, at implantatet på 1+ mistes. Der skal derfor foretages opbygning af knogle i regio 1+ samt isættes ny implantatbåret krone. Imidlertid fremgår det af sagen, at patienten ikke har haft nogen udgifter i forbindelse hermed, hvorfor der ikke er lidt et økonomisk tab som følge af skaden. Der kan derfor ikke tilkendes yderligere erstatning herfor.

 

 

Nævnet tiltræder Codans afgørelse om ret til erstatning for eventuelt tab af tanden 2+ samt for udgift til operativ fjernelse af cementoverskuddet på 1+ i 2005.Nævnet finder derimod, at der også kan tilkendes erstatning for de efterfølgende operationer i 2006 og 2008, idet disse operationer ligeledes har været nødvendige som en følge af cementoverskuddet.

 

 

Nævnet finder desuden, at der ikke foreligger dokumentation for sygemelding, hvorfor der ikke er grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte.