Skip to content

1911-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 28. oktober og den 23. november 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 21. februar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 33-årig mand, der skulle have fjernet tanden -8 operativt den 25. juni 2010 hos specialtandlæge. I forbindelse hermed skete der en påvirkning af tanden -7 og dens tandbærende knogle på bagudvendende flade. Efter-følgende opstod der smerter i tanden -7, som i august blev behandlet med fluorlakering. Af journalnotat af 29. september 2010 fremgår det, at patienten har været på skadestuen og fået fjernet et stykke af tanden. Efterfølgende var der fortsat smerter, hvorfor det blev besluttet at egen tandlæge skulle rodbehandle tanden -7. I forbindelse med rodbehandlingen den 14. oktober 2010 viste røntgen, at der var tegn på, at den distale rod var knækket. Tandlægen havde i den forbindelse mistanke om en forbindelse fra bruddet og ind til rodkanalen i distale rod. Det forventes derfor, at tanden må fjernes og erstattes med implantat.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil samt for godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt det overvejende sandsynligt, at der i forbindelse med den operative behandling af tanden -8 med et instrument er sket en mekanisk påvirkning af den tandbærende knogle på tanden -7’s bagflade og af tandens bagflade, som er flækket. Tanden -7 har derfor efterfølgende givet tiltagende smerter.

Codan fandt, at en sådan påvirkning er mulig at undgå ved atraumatisk operations-teknik, og behandlingen har derfor ikke været bedst mulig under de givne forhold. Skaden er dermed omfattet af forsikringens dækning, og der kan ydes erstatning i henhold til Erstatningsansvarslovens regler.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. februar 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder, at der kan ydes en godtgørelse på 2.000 kr. for tabet af tanden -7, idet der ikke er aktuelle planer om at erstatte den mistede tand med implantat eller bro. Beløbet er fastsat ud fra fast praksis, idet det herved bemærkes, at der ikke efter reglerne i erstatningsansvarsloven overhovedet ydes godtgørelse for en mistet tand. Hvis tanden senere skal erstattes med implantat eller bro, kan der på ny rettes henvendelse til Codan om erstatning herfor ved indsendelse af behandlingsoverslag, dog i så fald med fradrag af godtgørelsen på 2.000 kr.

 

 

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvars-lovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne bl.a. i form af smerter som følge af skaden på tanden -7 opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.