Skip to content

1937-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. december 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 21. februar 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 44-årig kvinde, der i perioden fra den 23. oktober 2006 til den 13. maj 2008 fik foretaget ortodontisk behandling hos en specialtandlæge. Af sagens oplysninger fremgår det, at forløbet har været præget af sproglige og heraf forståelsesmæssige problemer, hvilket har gjort det svært at opretholde den behandlingsmæssige disciplin, som ortodontibehandlingen kræver. Den 12. juni 2008 ringede patienten afbud og har siden ikke haft kontakt til specialtandlægen. Den 4. december 2008 opsøgte patienten anden tandlæge for en second opinion.

Patienten har ligeledes indgivet en klage til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn over, at tandreguleringsbehandlingen ikke medførte et tilfredsstillende resultat, da kindtænderne ikke sidder rigtigt, og da hun har smerter i tænder og tandkød. Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere specialtandlægen for behandlingen i perioden fra den 25. september 2006 til den 13. maj 2008.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. februar 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

 

Codan fandt, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus, da behandlingen kan omgøres ved en fornyet ortodontisk behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del.

Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Imidlertid er dette spørgsmål allerede afklaret i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 21. februar 2011 med den af Codan afgørelse begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tandreguleringsbehandlingen kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at tandreguleringsbehandlingen ikke er lykkedes, udgør ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.