1939-11

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig kvinde, der har konsulteret regelmæssigt siden 1986 og hyppigt fra 1999. Den 13. oktober 1999 havde patienten infraktionssmerter i tanden 6-, og den 11. januar 2001 var der infraktionssmerter ved tanden -7. Den 9. april 2001 var der murren i regio +5,6,7 og røntgen blev beskrevet med intet abnormt. Der skulle derfor observeres. Den 10. juli 2001 var der murren ved +6,7 eller -6,7. Der fandtes ingen objektive grunde hertil, og man ville afvente. Den 31. januar 2002 klagede patienten over jag i højre underkæbe, uprovokeret, ved tandbørstning og ved sammenbid. Der fandtes ingen objektive grunde hertil, og patienten blev anbefalet at søge Tandlægeskolen. Dette ønskede patienten ikke, hvorfor situationen afventes. Den 5. marts 2002 var der gener i højre side af underkæben, og der blev foretaget udvidet diagnostik og undersøgelse. 8- fandtes mesialt kippet, ellers intet abnormt. Der var knæk i venstre kæbeled, men ingen symptomer eller palpationsømhed. Den 8. april 2002 var der stadig symptomer regio 8,6,5,4-. Objektivt fandtes kippet 8- og røntgen viste 8- vertikalt lejret. Der blev informeret om mulig ekstraktion af tanden 8-. Den 12. august 2002 var der isning ved tanden 8-, og der blev behandlet med fluor. Ved undersøgelse den 13. september 2002 var der igen isning ved tanden 8-, og der blev derfor anbefalet udtrækning af denne tand. Tanden blev fjernet den 19. september 2002 efter deling, og der var en del blødning. Ved kontrol den 23. september 2002 var der pæn heling. Den 28. oktober 2002 blev der konstateret en skarp kant under slimhinden regio 8-. Ved kontrol den 24. februar 2003 var der let isning ved regio +5,6,7, og der kunne ikke konstateres nogen objektive grunde hertil.  Den 20. oktober 2003 var der diffuse smerter i regio 6,5,4. Der blev konstateret infraktion af 6-, der var vital og ikke perkussionsøm. Man ville derfor afvente en klarere diagnose. Den 3. november 2003 havde patienten tandpine ved regio 6,5,4-, men der var ingen objektiv forklaring herpå. Desuden blev røntgen beskrevet med intet abnormt. Patienten ønskedes ekstraktion af tanden 6-, hvilket ikke blev efterkommet. I stedet blev fyldningen i tanden 5- skiftet, og klarere symptomer afventes. Den 4. november 2003 mødte patienten med tandpine i regio 6,5,4-, men smerterne kunne stadig ikke lokaliseres til en enkelt tand – mente, at det var tanden 6-. Tandlægen foreslog at prøve rodbehandling i stedet for tandudtrækning. Ved indledning af rodbehandling kunne der ikke etableres smertefrihed på trods af 4 injektioner. Patienten ønskede derfor tanden trukket ud, men tandlægen informerede om, at dette var en meget dårlig ide af hensyn til tyggefelt. Patienten insisterede imidlertid. Tanden blev derfor fjernet ved operation, da den sad meget fast. Den 10. november 2003 var der stadig gener i regio 5,4-, begge tænder blev dog målt vitale. Den 11. november 2003 havde patienten stærke smerter i regio 6,5-. Der blev konstateret sårskred og exponeret knogle, der blev behandlet med eugenolindlæg (smertestillende og desinficerende). Indlægget blev skiftet den 12. november 2003. Den 13. november 2003 var indlægget faldet ud, og der var tydelig bedring. Patienten mente at have ondt i tanden 4-, men det blev besluttet at afvente. Den 17. november 2003 havde patienten jagende smerter i højre side samt langs højre side af tungen. Patienten blev derfor henvist til egen læge for udredning. Den 20. november 2003 var patienten hos specialtandlæge, der fandt, at der var tale om akutte muskulære smerter. Årsagen hertil var bl.a. dækbid, sænket bidhøjde, knækken i kæbeled osv. Den 26. november 2003 gik det bedre. Specialtandlægen konstaterede fortsat heling regio 6- og mindre ømhed. Den 16. januar 2004 meddelte patienten telefonisk tandlægen, at det stadig brændte omkring tanden i højre side af underkæben. Det blev anbefalet at kontakte specialtandlægen, da symptomerne var de samme som sidst. Ved kontrol hos specialtandlægen den 22. januar 2004 var special-tandlægen overbevist om, at det er myogent, hvorfor der afventes langsom remission. Langsigtet rekonstruktion af højre side af kæben var vejen frem. Den 26. januar 2004 havde patienten en lang samtale med tandlægen. Patienten mener, at der var begået fejl under tandudtrækningerne, og at de diffuse ansigtssmerter stammer derfra. Journalen fra specialtandlægen blev gennemgået og forklaret. Yderligere blev patienten anmodet om selv at tage initiativ til klage, hvis hun mente, at der var begået fejl.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. maj 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt det overvejende sandsynligt, at der er tale om et fortsat smerteforløb med start i 1999, et smerteforløb, hvor årsagen til generne ikke har kunnet fastslås og hvor alle behandlingsforsøg ikke har kunnet fjerne generne.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en behandlerpåført skade, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Codan fandt endvidere, at sagen er forældet, da patienten senest ved samtalen med tandlægen den 26. januar 2003 blev bekendt med klagemuligheden.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Den af Codan trufne afgørelse af 16. maj 2011 stadfæstes i henhold til den af Codan anførte begrundelse.

Det fremgår således, at sagen drejer sig om erstatning for skade bl.a. i form af diffuse ansigtssmerter opstået efter tandudtrækninger.

De klager over, at der ikke ydes erstatning for de opståede smerter, da De ikke forud for tandbehandlingen havde problemer. Som anført i Codans afgørelse er kravet forældet efter Forældelsesloven fra 1908. Efter denne lov forældes et krav 5 år efter, at skadelidte burde have haft kendskab til kravet. Det fremgår i den forbindelse af journalen fra den 26. januar 2004, at tandlægen oplyste Dem om, at såfremt De mente, at der var begået en fejl, måtte De selv tage initiativ hertil. D.v.s. 5-års fristen løb derfor senest fra dette tidspunkt og var derfor udløbet, da skadesanmeldelsen blev indgivet den 11. januar 2011. Det skal i den forbindelse oplyses, at eventuel uvidenhed om lovens forældelses-frist ikke suspenderer fristen.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.