Skip to content

1945-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. decemeber 2011 stadfæstet Codans afgørelse af 23. marts 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 18. august 2005 fik trukket tanden 4+.  Den 30. september 2005 blev tanden 4+ erstattet med en bro på 3 led med tænderne 5+ og 3+ som bærende bropiller. Tanden 5+ var rodbehandlet og en eksisterende opbygning med rodstift blev genanvendt. Den 8. december 2009 fremstod broen løsnet fra bropille-tanden 5+. Broen blev ”slået” af tandstubbene og i den forbindelse skete der en fraktur af tanden 3+. Broen blev genopsat med plastcement. Den 13. december 2010 var broen løsnet på begge bropiller og i forbindelse med rodbehandlingen af tanden 3+ skete der en gennembrydning af roden. Tanden 3+ mistes derfor.

Patienten søger nu om erstatning for tab af tænderne +3,+4 og +5 med en implantatbro 3+ til 5+ med to implantater og et mellemled.

1. instans afgørelse:

I brev af 23. marts 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at det forhold, at broen løsnes på bropille tanden 3+ i 2009 har årsag i, at broen er fremstillet med utilstrækkelig vedhæftningsevne.

Bedst mulig behandling havde indebåret, at broen den 8. december 2009 var løsnet fra tanden efter forudgående ”opskæring”, hvorved restaureringen kunne være afmonteret skånsomt fra tænder uden fraktur og senere tab af tanden 3+. Herefter kunne der være fremstillet en ny bro fra 5+ til 3+.

Codan fandt således, at behandlingen og afmonteringen med bro ikke har været bedst mulig, hvilket er årsag til tabet af tanden 3+.

Codan fandt dog, at behandlingen ikke med overvejende sandsynlighed har påvirket prognosen for tanden 5+, som i forvejen var en svækket tand. Begrundelsen herfor er, at der under alle omstændigheder skulle være gennemført behandling med en ny bro i 5+ til 3+ i 2009, og der ydes derfor ikke erstatning hertil.

Forsikringen dækker således udgifterne til udtagning af tanden 3+ og erstatning af tanden med implantat og abutment. Til udtagning af tanden 3+, provisorisk protese, installation af implantat og åbning til implantat ydes erstatning 14.800 kr. Herudover betales 2.500 kr. til en forbindelsesdel på implantat 3+. Erstatningen udgør således 17.300 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 23. marts 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

 

 

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden 5+ ikke er skadet som følge af den udførte tandbehandling, da tanden allerede forud for behandlingen var svækket som følge af grundlidelsen. Der skulle derfor under alle omstændigheder fremstilles en ny bro fra 5+ til 3+, hvorfor der ikke kan ydes erstatning hertil. Der kan derfor alene ydes erstatning til udgifterne til udtagning af tanden 3+ og erstatning af tanden med implantat og abutment.

 

 

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.