Skip to content

1991-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 13. januar 2012 ændret Codans afgørelse af 4. juli 2011.

Hændelsesforløb:

 

Sagen drejer sig om en nu 61-årig mand, der regelmæssigt havde konsulteret den samme tandlæge igennem 20 år. I forbindelse med tandlægeskift i 2010 blev der konstateret behandlingskrævende cariesangreb/ behov for kronebehandling i tænderne 4+,2+,+1,+2,+4,+5,+6,7-,5-,,-4,-5,-7 og -8. På den baggrund mistes tænderne 7-,-5,-7 og +6. Tanden 4+ skal behandles med metal-keramisk krone. Tænderne +1,+2,5- og -8 skal behandles med almindelig fyldningsterapi, og tænderne 2+,+4 og -4 ønskes fjernet. Der skal tillige foretages almindelig parodontalbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til den skadesudbedrende behandling.

 

1. instans afgørelse:

I brev af 4. juli 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at journalføringen frem til tandlægeskiftet i 2010 er mangelfuld for så vidt angår cariesdiagnostik. Der ses ikke indført tilstrækkelige notater omkring diagnoser og behandlingsmæssige overvejelser. Tandlægens diagnostiske og behandlingsmæssige niveau har derfor sammenfattende ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Forsikringen dækker dermed udgifterne i det omfang, at den forsømmelige diagnostik og behandling har medført negative konsekvenser for tændernes prognose og/eller en større behandling end den, der under alle omstændigheder var nødvendig som følge af grundlidelsen.

Codan fandt herefter, at tænderne 7-,-5,-7 og +6 mistes på grund af utilstrækkelig diagnostik og behandling. Tænderne 7-7 og +6 kan derfor godtgøres med 2.000 kr. pr. mistet tand. Tanden -5 kan erstattes med implantat og implantatbåret krone til max. 23.000 kr. Der skal dog efter sædvanlig praksis ske et fradrag i erstatningen svarende til udgifterne i forbindelse med den opbygning og krone, som tanden -5 skulle have været behandlet med, da denne behandling under alle omstændigheder ville have været nødvendigt for at bevare tanden på længere sigt. Fradraget fastsættes til 7.100 kr. Vedrørende tænderne 2+,+1,+2,5-,-4 og -8 dokumenterer røntgen tillige med resultatet af klinisk undersøgelse, at tænderne nu fremstår med fyldningskrævende caries eller mangelfulde fyldninger. Tanden -4 ses på røntgen dateret den 17. december 2010 med rodspidsbetændelse. Rodbehandlingen kan omgøres på det foreliggende grundlag, og tænderne kan alle restaureres tilfredsstillende med almindelig fyldningsterapi. Det svarer til den behandling, der skulle være udført under alle omstændigheder som en følge til grundlidelsen caries, og der ydes ikke erstatning hertil. Codan fandt endvidere, at tænderne 4+4,5 kan/ønskes restaureret med metal-keramiske kroner. Dette er en behandling, som skønnes nødvendig nu. Det forhold, at tanden ikke er blevet behandlet med krone tidligere, har ikke haft en negativ konsekvens for tanden, og behandlingen er ikke blevet mere omfattende og mere omkostningsbelastet end den ellers ville have været. Der er derfor ikke tale om en erstatningsberettigende skade.

Codan fandt desuden, at den nødvendige terapi med almindelig parodontal behandling og tandrodsrensninger svarer til den behandling, der skulle have været udført under alle omstændigheder. Opfølgning og vedligeholdelse af denne behandling skulle endvidere have været udført under alle omstændigheder.

Codan fandt, at der ikke foreligger en diagnose vedrørende tanden 22. Den foreslået fjernelse af tanden 2+ og erstatning af denne med bro fra tanden 3+ til 1+ skønnes ikke indiceret vurderet ud fra journal og røntgen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 4. juli 2011, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at det forhold, at diagnosticering og behandling af cariesangrebene ikke har været den bedst muligt, er årsag til, at også tænderne 2+ og -4 nu mistes. Der kan derfor ydes erstatning for udgifter til tandudtrækning og implantat regio 2+ og -4. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

 

 

Nævnet finder endvidere, at der kan ydes erstatning for tænderne 7-7 og +6 med implantater. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes. Til gengæld bortfalder den godtgørelse på 2.0000 kr. pr. tand, som blev tilkendt ved Codans afgørelse.

 

 

Nævnet finder, at tænderne +4 og +5 allerede i 1992 havde så store fyldninger, at det er overvejende sandsynligt, at behovet for kronebehandling skyldes tændernes oprindelige tilstand. Nævnet er således enig med Codan i, at der er tale om udskudt behandling – og dermed ingen skade – for disse to tænders vedkommende.

 

 

Nævnet finder desuden, at røntgenbillede af 30. september 1992 viser, at tanden -5 skulle forsynes med opbygning og krone, hvis den skulle bevares på længere sigt. Der skal derfor i erstatningen fradrages disse udgifter til behandling, da patientforsikringen alene dækker udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Det tiltrædes desuden, at fradraget er fastsat til 7.100 kr.

 

 

I det øvrige tiltræder nævnet erstatningens størrelse og omfang.