Skip to content

2019-11

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 7. februar og 20. april 2012 ændret Codans afgørelse af 22. juni 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der den 10. maj 1984 fik rodbehand-let tanden 4+ i to kanaler på grund af kompliceret caries. Efterfølgende opstod der ømhed, som blev behandlet med en justering af fyldningen i biddet. Den 1. marts 1991 knækkede tandens inderflade af. Den blev repareret med en amalgamfyldning uden garanti for holdbarhed. I august 1994 blev tanden 4+ repareret igen af samme årsag med plast, da patienten fravalgte en anbefalet kronebehandling af økonomiske årsager. Tanden blev igen repareret med plast uden garanti i august 2005. I december 2005 blev tanden 4+ behandlet med en støbt opbygning og en MK krone. Den 2. maj 2007 hen-vendte patienten sig akut på grund af 4+, der var øm ved påbidning. Kronen blev derfor justeret i højden, hvilket gentog sig i ugen efter. Den 23. april 2008 havde kronen med opbygning løsnet sig, hvorfor der blev foretaget recementering. Ved kontrol den 18. november 2009 blev tanden 4+ slebet ud af kontakt med modstående tand på grund af ømhed. Den 7. februar 2011 var MK kronen med opbygning igen tabt, og der blev konstateret en dybtliggende rodfraktur, hvorfor tanden skulle fjernes. Patienten blev i den forbindelse informeret om, at bruddet skyldes overbelastning.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til en bro.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. juni 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at rodfraktur forekommer oftest i rodbehandlede og stiftopbyggede tænder og er en hændelig komplikation. Komplikationen er dels en konsekvens af den udtrætning, der er sket i tanden gennem mange års funktion og dels som følge af den svækkelse den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries har betydet.

Codan fandt endvidere, at der med overvejende sandsynlighed ikke er sket en erstat-ningsberettigende skade som følge af den udførte behandling, idet stiften i tandens rodkanal ses acceptabelt placeret indenfor rodens midte.

Codan fandt desuden, at en kronebehandling af tanden 4+ på et meget tidligere tids-punkt og da med konstateret sunde rodspidsforhold med overvejende sandsynlighed ville have ydet denne tand en bedre chance for bevarelse.

Codan fandt, at betændelsen omkring rodspidserne, som når halvt ned ad rodkomplek-set, er med overvejende sandsynlighed opstået på grund af manglende succes med rodbehandlingen. Dette er en rodbehandling, som ikke er lykkedes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand. Men under alle omstændig-heder har dette ikke betydning, idet årsagen til tabet af tanden 4+ er en følge af bruddet på tandroden og derfor ikke den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at røntgenbillede (OP) af 14. september 2010 af tanden 4+ viser, at rod-stiften er placeret helt yderligt i tanden, og at den rod, hvor stiften sidder i, er omgivet af betændelsesvæv. Dette viser med overvejende sandsynlighed, at der er sket en parietal perforation (gennemboring af rodens side), eller at det har medført en svækkelse af roden. Uanset årsagen må behandlingen derfor anses for at have medført, at der efter-følgende opstod rodfraktur.

Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til en 4-leddet bro. Der skal dog foretages fradrag for mellemled regio 5+, da denne tand manglede i forvejen. Fradraget udgør ¼ del af den samlede pris.

Nævnet finder således, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1. Behandlingsoverslag skal frem-sendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.