Skip to content

2508-13

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Fyldning

Beskrivelse:

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Fyldningsbehandling og efterfølgende behov for rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 24-årig mand, der konsulterede tandlægerne første gang den 23. januar 2012. I den forbindelse blev det konstateret, at patienten havde en ringe mundhygiejne uden daglig tandbørstning. Endvidere blev der diagnosticeret behandlingskrævende caries i tænderne 6-6,7,8 samt begyndende caries i tænderne 6,5,4,2+1,5,7 og 8,7,5,4-3,5,8. Desuden blev der konstateret normale parodontale forhold. Den 24. januar 2012 blev der fremstillet plastiske fyldninger i tænderne -6,7 samt foreslået udtrækning af tanden -8 grundet caries. Dette ønskede patienten imidlertid ikke. Der skulle derfor laves en fyldning i tanden -8 den 26. januar 2012, men da caries var så profund, blev ekstraktion igen anbefalet. Patienten accepterede dette og tanden blev derfor udtrukket samme dag uden komplikationer. Patienten henvendte sig igen den 1. februar 2012 og igen den 10. februar 2012 på grund af diverse symptomer. Den 14. februar 2012 blev der lavet plastfyldning i tænderne 6- og 4+ samt pudset fyldningskanten facialt på tanden -6. Den 17. februar 2012 blev der lavet plastfyldninger i tænderne +4,5, og den 21. februar 2012 blev tænderne 6-6 behandlet med plastfyldninger. Efterfølgende var der smerter og spændinger i behandlede tænder, som blev forsøgt afhjulpet ad flere omgange uden held. I den forbindelse fremgår det af journalen, at rodbehandling kunne komme på tale, hvis smerterne ikke forsvandt. Den 29. marts 2012 blev patienten set af anden tandlæge, som fandt, at fyldningerne så fine ud. I juni 2012 blev der hos den behandlende tandlæge lagt en plan for at afhjælpe smerterne uden held. I efteråret blev patienten behandlet både hos den behandlende tandlæge og hos anden tandlæge, men i slutningen af november 2012 skiftede patienten til anden tandlæge. Hos anden tandlæge er visse fyldninger efterfølgende blevet lavet om, ligesom tænderne 7,6-6 og 3+ er blevet rodbehandlet. 

Patienten søger nu om erstatning til at få tænderne lavet, så der ikke længere er smerter.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at fyldningsbehandlingen kan omgøres, eventuelt med indlæg af et smertestillende medikament, inden nye fyldninger fremstilles.

Codan fandt videre, at det forhold, at en eller flere tænder eventuelt udvikler behov for rodbehandling, hvilket ofte diagnosticeres på grund af forudgående smerte, skyldes grundlidelsen caries og dennes nære relation til tændernes nervekamre.

Codan fandt derfor, at behandlingen med fyldningerne muligvis ikke har opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. august 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at patientens gener og behov for rodbehandling er en følge af grundlidelsen caries opstået som følge af mangelfuld mundhygiejne og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme. I den forbindelse finder nævnet, at der var caries tæt på nerven, som har medført behov for rodbehandling.

I øvrigt vurderes det, at tandlægens behandling har været udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.