Skip to content

1971-11

Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende tab af tand som følge af rodfraktur. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 20. september 2007 havde symptomer fra højre side af overkæben samt hovedpine i højre side gennem flere måneder. Smerterne trak op mod øret. Patienten følte, at symptomerne stammede fra tanden 5+ eller tanden 4+. Tænderne 6+ og 3+ gav reaktion ved vitalitetstest, mens tanden 5+ ikke gav reaktion. Den 19. december 2007 havde patienten fortsat hovedpine. Den 21. december 2007 blev fyldningen i tanden 5+ fjernet, og der blev ilagt IRM-cement. Ifølge journalen fra den 15. januar 2008 havde der været en lille bedring i tanden 5+, men patienten havde fortsat hovedpine. Der blev igen foretaget vitalitetstest af tanden 5+, som var positiv. Herefter blev fyldningen i tanden 6+ fjernet, og vitalitetstesten af denne tand var ligeledes positiv. Vitalitetstest af tanden 7+ var tilsvarende positiv. Ifølge journalen havde patienten tidligere været udsat for et færdselsuheld, hvor højre side af hovedet og højre øre blev beskadiget. Den 30. januar 2008 havde patienten fortsat smerter, men undersøgelse hos neurolog og læge havde ikke påvist nogen årsag hertil. Patienten mente, at tanden 5+ var skadevolder, men røntgen viste rodfraktur af tanden 4+. Tanden 4+ blev derfor fjernet. Den 4. februar 2008 havde patienten fortsat smerter og mente, at de stammede fra tanden 5+.

Patienten søger nu om erstatning for den tand, som hensynsløst, ubegrundet og meningsløst blev fjernet ved udtrækning.

1. instans afgørelse:

I brev af 14. april 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen viser, at rodstiften i tanden 4+’s rodkanal er placeret og dimensioneret tilfredsstillende. Desuden har kronen haft et tæt ringgreb om tandstubben.

Codan fandt derfor, at behandlingen med opbygning og krone tilsyneladende er udført bedst mulig under de givne omstændigheder.

Codan fandt herefter at den opståede rodfraktur derfor ikke med overvejende sandsynlighed har årsag i tandlægens behandling, men derimod kan henføres som en uheldig belastning under tyggefunktion eller anden påvirkning. Årsagen til den opståede rodfraktur og dermed tabet af tanden må søges i det forhold, at tanden uundgåeligt var svækket grundet rodbehandling og nødvendig stiftindsættelse som følge af den oprindelige grundlidelse caries. Rodbehandlede tænder er sprøde og har en betydelig risiko for fraktur. Udboringen i tanden, der var nødvendig for at gennemføre rodbehandling og den nødvendige stiftindsættelse svækkede tanden yderligere og øgede risikoen for fraktur, selv om der blev udført en optimal genopbygning og restaurering.

Codan fandt videre, at det forhold, at smerten persisterer efter fjernelsen muligvis kan tilskrives betændelse i tandnerven i tænderne 6+ og 5+, som på røntgenbilleder dateret 20. september 2007 og 20. januar 2008 fremstår med dybe fyldninger. Smerten kan dog have andre årsager, som må udredes.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en behandlerpåført skade, og der kan derfor ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 14. april 2011 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at tanden 4+ mistes som følge af grundlidelsen rodfraktur som følge af den svækkelse, som den nødvendige rodbehandling har medført. I den forbindelse har nævnet fundet, at det foreliggende materiale ikke dokumenterer, at der er knækkede rodfile i tanden 4+.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.