Skip to content

2141-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. august 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 4. januar 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 61-årig kvinde, der den 5. januar 2009 fik restaureret tanden 6- med krone. Den 12. januar 2009 blev tanden 5+ restaureret med en krone. Den 3. juni 2009 var kronen på tanden 6- løsnet fra tandstubben, og det blev vurderet, at behandlingen med en ny krone burde forudgåes af rodbehandling og en støbt opbyg-ning. Desuden blev der konstateret afbrækning af porcelænskronen på tanden 5+. Tanden 6- blev derfor rodbehandlet den 29. juni 2009. Den 11. februar 2010 blev tanden 6- genopbygget med en stiftopbygning, og den 23. marts 2010 blev tanden restaureret med en ny porcelænskrone. Den 29. april 2010 blev tanden 5+ restaureret med en ny porcelænskrone. Den 4. august 2011 blev der konstateret rodspidsbetændelse på tanden 6-’s forreste rod samt at der var sket en afbrækning af porcelænskronen.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til en ny krone på tanden 5+ samt for udgifterne til rodbehandling, støbt opbygning, ny krone, rodspidsamputation samt endnu en krone på tanden 6-.

OBS: Landstandlægenævnet stadfæstede Regionstandlægenævnets kendelse om, at klagen kendes beføjet, dog med den tilføjelse vedr. 6-, at røntgenundersøgelsen inden kronebehandlingen viser, at der var så lidt tandsubstans, at rodbehandling af tanden var nødvendig for at få tilstrækkelig retention på kronen. Vedrørende 5+ må der være tale om en produktansvarssag – og derfor ikke indeholdt i tandlægeklagesystemet. Desuden noteret Landstandlægenævnet sigt, at ydernummerindehaveren omlaver begge kroner uden beregning for klager.

1. instans afgørelse:

I brev af 4. januar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at tanden 6- med overvejende sandsynlighed skulle rodbehandles, gen-opbygges med stiftopbygning og restaureres med krone for at kunne bevares på lang sigt. Dette svarer til den behandling, der blev gennemført i perioden frem til 23. marts 2010, og der er derfor tale om gennemførelse af et udskudt behandlingsbehov som følge af den nødvendige behandling af grundlidelsen. Udførelse af et udskudt behandlingsbehov er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt endvidere, at rodbehandlingen på det foreliggende grundlag er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Det forhold, at rodbehandlingen ikke er lykkedes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand.

Codan fandt, at det kunne diskuteres, om der forud for indsættelse af rodstifter den 11. februar 2010 burde være udført en revision af rodfyldningen, men dette har ingen betydning i erstatningsmæssig sammenhæng, idet der efterfølgende er udført en revision, nu blot ved et kirurgisk indgreb i stedet for gennem kronen. Det forhold, at tanden efterfølgende fremstår med rodspidsbetændelse er en komplikation, der ofte ses selv ved optimalt rodbehandlede tænder. Den nødvendige behandling heraf med retrograd eller ortograd rodfyldning har dermed ikke årsag i den udførte behandling, men er en følge af grundlidelse.

Codan fandt desuden, at behandlingen med krone på tanden 5+ muligvis ikke har op-fyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/eller været i overensstem-melse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes et civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at tanden 6- med overvejende sandsynlighed skulle rodbehandles, stiftopbygges og restaureres med krone for at kunne bevares på lang sigt. Der er derfor tale om gennemførelse af et udskudt behandlingsbehov som følge af den nødvendige behandling af grundlidelsen. Det forhold, at disse behandlinger ikke blev udført oprindeligt, har derfor ikke ændret behandlingsbehovet, og der er således alene tale om udskudt behandling. For så vidt angår den opstået rodspidsbetændelse efter rodbehandlingen finder Nævnet, at denne er en følge af grundlidelsen og ikke den udførte behandling.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.