Skip to content

2584-13

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Stiftudboring - Rodstift

Beskrivelse:

Parietal perforation i forbindelse med isættelse af stift. Forældet. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation i forbindelse med isættelse af stift. Forældet. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig mand, der konsulterede tandlægen den 28. januar 2008 på grund af fraktur af tyggeknuden ind mod ganen på tanden +5. Der blev taget røntgen og informeret om fordybede tandkødslommer. Desuden blev der anbefalet kronebehandling af tanden +5, da tanden skønnes for god til udtrækning. Den 12. februar 2008 blev der fremstillet en keramisk krone, der blev cementeret samme dag. Den 11. juli 2008 var der voldsom ømhed for lette slag på tænderne +4 og +6. Røntgen blev beskrevet med mulig rodspidsbetændelse på tanden +5, og der blev derfor indledt rodbehandling af tanden. I den forbindelse fandtes tandnerven nekrotisk. Den 7. august 2008 blev tanden rodfyldt. Den 17. november 2008 var keramikkronen knækket. Der blev isat rodstift og fremstillet opbygning som grundlag for ny krone. Den 12. november 2009 var tanden +5 løs. Røntgen viste, at rodstiften havde gennembrudt rodoverfladen. Patienten blev orienteret om, at tanden skulle trækkes ud og erstattes af implantat eller bro. Ifølge journalen fra den 19. november 2009 ønskede patienten ikke behandling med implantat eller bro. Desuden blev honoraret for kronen tilbagebetalt. I 2012 skiftede patienten tandlæge, og den 12. november 2012 noteres det i journalen, at tanden +5 er oplyst kronet fornyeligt og mistet kort tid efter. Den 7. december 2012 noteres det, at røntgen fra den behandlende tandlæge viser, at der har været en parietal perforation. Skaden skal derfor anmeldes til Patientskadeforsikringen.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. september 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.

Codan fandt, at patienten fik kendskab til skaden på tanden +5 den 12. november 2009. Det var den dag, patienten fik at vide, at tanden var løs, og at den skulle trækkes ud og erstattes med et implantat eller krone.

Anmeldelsen blev modtaget den 11. februar 2012, og patientens krav vedrørende tab af tanden +5 er dermed forældet.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer derfor Codans afgørelse af 25. september 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder det ikke overvejende sandsynligt, at patienten blev orienteret om den parietale perforation i forbindelse med behandlingen den 12. november 2009, idet det alene er noteret i journalen, at patienten blev informeret om behov for udtrækning af tanden +5. Der er således ikke grundlag for at anse krav om erstatning for tab af tanden for forældet.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden +5 mistes som følge af den parietale perforation. Nævnet kan godkende behandlingsoverslag af 29. januar 2013, men med fradrag for krone på i alt 5.900 kr., da det fremgår, at honoraret herfor er tilbagebetalt. Regning efter endt behandling skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.