Skip to content

3494-17

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandkød og støttevæv

Beskrivelse:

Den udførte parodontitis behandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Den udførte parodontitis behandling og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig kvinde, der ved undersøgelse den 15. september 2011 var øm ved tanden 6+. I den forbindelse blev der konstateret en fordybet tandkødslomme og der blev udført en dybderensning. Den 29. september 2011 blev der konstateret betændelse ved tanden samt fordybede tandkødslommer på 11 mm. Der blev derfor ordineret penicillin. Den 24. februar 2012 blev der igen udført en dybderensning. Efter tandlægeskift blev der den 10. juli 2014 på røntgen konstateret apikal opklaring ved tanden. Der blev tillige udført tandrodsrensning på tænderne 7,6+. Den 13. februar 2015 blev der indledt rodbehandling af tanden men uden held. Tanden blev derfor trukket ud den 29. april 2015 og skal nu erstattes med et implantat.

Patienten søger nu om erstatning for ekstra udgifter på grund af den beskadigede tand, herunder rodbehandling, ekstraktion, sinusløft samt implantat. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén

1. instans afgørelse:

I brev af 10. oktober 2016 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 6+ allerede ved undersøgelsen den 15. september 2011 var en svækket tand. I den forbindelse er der lagt vægt på røntgen dateret den 29. september 2011 og de kliniske fund. Det fremgår, at tanden 6- havde totalbetændelse, og at hverken rodbehandling eller parodontosebehandling ville redde tanden.

Codan fandt samlet set, at tabet af tanden ikke kan henføres til den udførte behandling den 15. september 2011, men derimod at der var tale om en tand med en udsigtsløs prognose med årsag i grundlidelsen rodspidsbetændelse.

Codan fandt derfor, at udtrækning af tanden svarer til den behandling, der skulle være udført under alle omstændigheder og som blev udskudt. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand og der er dermed ikke sket en skade som følge af den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. oktober 2016 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgen af 29. september 2011 viser, at tanden 6+ på daværende tidspunkt var en stærk svækket tand. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed ikke som følge af, at der ikke blev foretaget yderligere behandling den 15. september 2011 eller senere i forløbet.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.