Skip to content

1033-07

Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har den 27. august 2009 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 52-årig mand, der den 2. april 2003 fik genopbygget tanden +2 med stiftforankret opbygning og blev restaureret med krone. Restaureringen med krone foregik ifølge anmeldelsen uden forudgående behandling af en betændelsestilstand omkring tanden 2+, hvorfor tanden nu måtte behandles med retrograd fyldning eller i værste fald implantat, såfremt tanden mistedes på grund af rodresorptionen.

Codan traf den 7. februar 2007 afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Såfremt der var behov for behandling, var der tale om omgørelse af rodbehandling foretaget tilbage i 1974. Der var ikke ved behandlingen i 2003 sket negative konsekvenser for tandens prognose.

Tandskadeankenævnet stadfæstede den  26. oktober 2007 Codans afgørelse af 7. februar 2007.

Patienten har den 6. januar 2009 anmodet om genoptagelse af sagen.  

Tandskadeankenævnets afgørelse:

De har i brev af 6. januar 2009 i henhold til fuldmagt fra Deres patient anmodet om genoptagelse af ovennævnte sag, der blev afgjort af Tandskadeankenævnet på møde den 26. oktober 2007.

I henhold til bemyndigelse i § 7 i Tandskadeankenævnets vedtægter har jeg som formand for nævnet truffet følgende:

Afgørelse

Den af Tandskadeankenævnet trufne afgørelse kan ikke genoptages.

En gennemgang af sagen giver ikke grundlag for genoptagelse, da der ikke ses at være fremkommet nye oplysninger af væsentlig betydning for sagen.

Det fremgår således, at tanden 2+, der er forsynet med krone og stiftopbygning, efter Deres opfattelse har været udsat for mulig parietal perforation, idet stiften ikke følger rodkanalen. Imidlertid viser det medsendte røntgenbillede ikke tegn på parietal perforation, hvorfor Tandskadeankenævnet ikke har grundlag for at genoptage sagen til revurdering.

Denne afgørelse, kan ikke indbringes for nogen administrativ myndighed. Afgørelsen kan alene indbringes for de almindelige domstole inden for en frist på 6 måneder.